PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/sommerens-gode-historie-p%C3%A5-det-sociale-omr%C3%A5de-24674

Sommerens gode historie på det sociale område

Pressemeddelelse juli 9, 2018 1600 socialt udsatte på Ferie Camp

Kender du det? Ferien nærmer sig og du kan virkelig mærke, at du har brug for et pusterum fra hverdagen, brug for at se nye mennesker, brug for nye oplevelser for at komme videre. Det kender socialt udsatte i den grad. Derfor samles 1600 socialt udsatte og deres familier, heraf 700 børn til en uges fantastiske ferieoplevelser med musik, sport, udflugter og socialt samvær.

For sjette gang i år arrangerer Landsforeningen af Væresteder (LVS) Ferie Camp for socialt udsatte. Den finder sted i Langvang ved Randers fra mandag den 9.juli til søndag den 15. juli.

Det bliver en Ferie Camp med deltagelse af over 1600 socialt udsatte familier fra hele landet, og igen i år er det året højdepunkt for mange af deltagerne.

”Det er det, vi ser frem til hele året. Det er simpelthen årets højdepunkt” siger Danny og Maja Holmvig fra Haslev, der deltager for femte gang i år. Det er der især én bestemt grund til fortæller Danny og Maja ”Fællesskabet med de andre deltagere. Vi er alle i samme båd, vi har alle sammen de samme principper og en accept af, at alting ikke er perfekt.   

I år bliver dog noget helt specielt. I år fylder Landsforeningen af Væresteder (LVS) nemlig 20 år. Siden etableringen i 1998 har Landsforeningen af VæreSteder (LVS) arbejdet med at udvikle fællesskaber for socialt udsatte som afsæt for personlige vendepunkter og en vej ud af udsatheden. Jubilæet markeres onsdag på Vendepunktsdagen, hvor Jakob Haugaard dirigerer Verdens Største Udsattekor bestående af 1600 feriedeltagere, der bliver kor på en helt ny sang, som Jakob Haugaard laver sammen med Michael Falch, Jes Holtsøe, Rock Nalle og Frank Clifforth. Det følges op af Verdens Største Kage-and – ja, kage-and i forlængelse af, at den grimme ælling LVS´ maskot. Og det hele afsluttes med et fantastisk fyrværkeri, når mørket falder på.

Det bliver i det hele taget en uge med masser af sport, musik og socialt samvær. Jes Holtsøe, Rock Nalle og Frank Clifforth står for musikken, og fredag byder Festgarantien op til dans. Tirsdag åbner Udsatte Legene med konkurrencer i bl.a. floorball, fodbold, bueskydning, høvdingebold, kuglestød, højdespring, australsk forfølgelsesløb. Der er udflugter til Djurs Sommerland, kanoture, E-sport turneringer, karaoke, cirkusskole, geo-tracking og meget, meget mere.  

”Men vigtigst af alt er, at man kan slappe af og være den, man er. Akkurat ligesom værestederne er Ferie Camp et fristed med mulighed for at slippe hverdagens bekymringer, møde nye mennesker, lade op og få ny energi til at komme videre”, siger Cliff Kaltoft, sekretariatschef i LVS.    

Ferie Camp og UL er støttet af Arbejdsmarkedets Feriefond, Bikubenfonden, Kulturministeriet og Randers Kommune.

Landsforeningen af VæreSteder har siden 1998 arbejdet for at styrke værestedernes rolle i den sociale indsats. Foreningen organiserer godt 130 væresteder fordelt i hele landet og står desuden i spidsen for den mest omfattende idrætsbevægelse for udsatte mennesker i Danmark gennem sport for LIVET.

Kontakter


Cliff Kaltoft

Sekretariatschef
Landsforeningen af VæreSteder
cliff******** Vis...
2147**** Vis...

Emner


1600 socialt udsatte på Ferie Camp