PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/socialt-udsatte-valfarter-til-teltlejr-og-idr%C3%A6tsst%C3%A6vne-21500

Socialt udsatte valfarter til teltlejr og idrætsstævne

Pressemeddelelse august 3, 2015

I uge 32 begiver op mod 1200 socialt udsatte sig til Landsforeningen af VæreSteders store Ferie Camp og idrætsstævnet Udsatte Legene (’UL’)

Kan man holde ferie, når man ikke arbejder? ”Ja”, siger Cliff Kaltoft, sekretariatschef i Landsforeningen af VæreSteder, og uddyber:

”Med et landssækkende arrangement af dette format giver vi de mest udsatte mennesker et tiltrængt pusterum fra hverdagens udfordringer og samtidig en mulighed for at udfolde sig fysisk med alle de positive gevinster, det indebærer”.

Ferie Camp og Udsatte Legene 2015 afholdes sideløbende i Bøgeskov ved Fredericia i uge 32. De mange aktiviteter omfatter bl.a. bankospil, udflugt til Givskud Zoo, kreative workshops, fodbold, petanque, tennis, street basket og meget mere.

Mere end en ferie

Deltagerne er hovedsageligt værestedsbrugere på kontanthjælp. Mange kæmper med alvorlige sociale problemer såsom misbrug, hjemløshed, sygdom, psykiske lidelser, kriminalitet og ensomhed og ofte i komplicerede kombinationer af disse. Ca. en tredjedel af deltagerne er børn.

Vi ved af erfaring, at aktiviteter og samvær giver de succesoplevelser, som kan føre til en lyst til forandring og blive startskuddet på en anden og bedre tilværelse. Ferie Campen giver 1200 personlige livshistorier, der underbygger det”,siger Cliff Kaltoft.

Højdepunkter med gode billedmuligheder:

  • Mandag eftermiddag: Vandaktiviteter og strandhygge
  • Tirsdag aften: Udsatte Legenes åbningsceremoni med efterfølgende minibordtennisturnering
  • Onsdag: Fodbold- og danseskole for førn og unge
  • Torsdag: Den nye social- og indenrigsminister, Karen Ellemann, skyder høvdingebold-turneringen i gang
  • Fredag aften: Udsatte Legenes afslutningsceremoni med præmieoverrækkelser og efterfølgende festmiddag med underholdning og andre festlige indslag
  • Hele ugen: Musikskole og samspil samt diverse kreative workshops

Arrangementet finder sted på Bøgeskovvej 37 C, 7000 Fredericia og varer hele uge 32. Vi hjælper gerne med at skabe kontakt til relevante interviewemner.

Ferie Camp er støttet af Arbejdsmarkedets Feriefond og Bikubenfonden. Udsatte Legene afholdes med støtte fra Socialministeriet.

Landsforeningen af VæreSteder har siden 1998 arbejdet for at styrke værestedernes rolle i den sociale indsats. Foreningen organiserer godt 110 væresteder fordelt på hele landet og har desuden organiseret en spritny idrætsbevægelse for udsatte mennesker i Danmark.

For ugens program, se vedhæftede ’Særlingske Tidende - Særudgave’.

www.vaeresteder.dk

www.facebook.com/LandsforeningenAfVaeresteder

Kontakter


Cliff Kaltoft

Sekretariatschef
Landsforeningen af VæreSteder
cliff******** Vis...
2147**** Vis...