PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/socialt-udsatte-udfordrer-hj%C3%A6lpesystemet-12640

Socialt udsatte udfordrer hjælpesystemet

Pressemeddelelse november 7, 2011 Samfund

En ny årsrapport om udsatteområdet giver et aktuelt men anderledes og på mange punkter overraskende billede af de socialt udsatte, stofafhængige, alkoholikere og psykisk syge værestedsbrugere. Et billede som bør få betydning for grundlæggende præmisser og mekanismer i hjælpesystemet.

Det viser sig, at 81 % stemmer ved folketingsvalg.
45 % angiver, at de har et gældsproblem, som de ikke mener, de kan få hjælp til.
En meget lille andel på 7,2 % mener, at socialt udsatte ’er mennesker, som ønsker sig noget andet i livet end de fleste’.
Socialt udsatte oplever i stort omfang, at de bliver behandlet dårligere end andre mennesker. Især af politiet, på kommunen og i butikker, og generelt er tilliden til samfundsbærende institutioner, især de politiske partier og Folketinget, alarmerende lav. Tilliden er paradoksalt nok størst til retsvæsenet, politiet og sundhedsvæsnet.
Fra 2006-2010 steg antallet af stofmisbrugere ifølge Sundhedsstyrelsen med 25 %, men fra 2008 til 2011 er antallet af døgnbehandlinger nærmest halveret.

Årsrapportens centrale del udgøres af en holdningsundersøgelse, der gør det muligt at sammenligne de socialt udsattes holdninger og værdier med resten af befolkningens, som de kommer til udtryk i eksempelvis den store værdiundersøgelse.

I andre artikler afsløres, hvor ringe og uaktuelt et talmateriale, der er tilgængeligt i bekæmpelsen af eksempelvis narkodødsfaldene, eller hvor tilfældig og ulige placeringen af tilbud, som gældsrådgivninger til socialt udsatte mennesker, er. Eksempelvis må vi i november 2011 stille os tilfreds med dødstalenne fra 2009.

Årsrapporten giver dybdeborende analyser af finansieringen af det sociale arbejde gennem satspuljen og af de seneste ti års socialpolitik.

Årsrapporten anbefaler oprettelsen af et kraftcenter for faglighed og udvikling ved navn De udsattes akademi, som skal samle forskere, uddannelsesinstitutioner, praktikere og brugere omkring innovation og metodeudvikling i et højskole- og kursusmiljø for socialt udsatte.

Landsforeningen af VæreSteder (LVS) og Sammenslutningen af Værestedsbrugere i Danmark (SVID) har sammen udgivet Årsrapport 2011 for udsatteområdet – Kladden til en ny forståelse. Rapporten offentliggøres på Landsforeningens Landsmøde 8.-9. november.

Læs mere på www.vaeresteder.dk

Kontakter


Cliff Kaltoft

Sekretariatschef
Landsforeningen af VæreSteder
cliff******** Vis...
2147**** Vis...

Emner


Samfund