Social slagside i direktiv
Pressemeddelelse juli 3, 2008EU-Kommissionen lægger op til klare regler for behandling i andre EU-lande, men de svageste patienter lades i stikken
Hvis det står til EU-Kommissionen, skal patienterne have frit valg af behandling overalt i unionen. Det fremgår af det direktivforslag, som blev fremlagt onsdag. Det er positivt, at Kommissionen omsider tager skridt til at formulere klare spilleregler, efter at EF-Domstolen for mange år siden gav patienterne retten til at vælge behandling i udlandet.
Men det er bekymrende, at forslaget ikke forholder sig til, at de svageste patienter har særlige behov. Det kræver både menneskeligt og økonomisk overskud at vælge behandling i udlandet, blandt andet fordi patienterne i første omgang selv skal lægge ud, og det er ikke muligt for alle.
”Hvis valgmuligheden skal være reel for alle patienter, må man forholde sig til, at nogle patienter har brug for ekstra hjælp i form af økonomi, fremmedsproglig støtte og generel rådgivning. Vi er desværre godt i gang med at opdele patienterne i et A- og B-hold, og vi skal gøre alt, hvad vi kan for at modvirke denne udvikling – også på europæisk plan. Det bidrager forslaget desværre ikke til,” siger formand for Danske Patienter, Torben Lund, der understreger, at direktivets succes også afhænger af, at der indføres høje minimumsstandarder for behandlingskvalitet og patientsikkerhed i alle EU-lande.
Yderligere oplysninger
Torben Lund, formand: 22 26 35 66
Morten Freil, direktør: 30 54 43 49
Danske Patienter er paraplyorganisation for følgende patientforeninger med til sammen flere end 725.000 medlemmer: Astma-Allergi Forbundet, Danmarks Lungeforening, Dansk Epilepsiforening, Dansk Fibromyalgi-Forening, Dansk Parkinsonforening, Diabetesforeningen, Gigtforeningen, Hjerteforeningen, Kræftens Bekæmpelse, Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade, Nyreforeningen, Scleroseforeningen og Sjældne Diagnoser.