SMS i skoletimerne
Pressemeddelelse oktober 19, 2010 Børn og UngeUnge tror, at andre drikker meget mere end de i virkeligheden gør
Nu skal skoleeleverne til at sende SMS i timerne. De unge skal nemlig lære, at andre unge ikke drikker så meget, som de tror. Derfor stiller læreren nogle spørgsmål om alkoholforbrug, som eleverne sms´er svaret på. Når læreren via et login til foreningen GODA – God Alkoholkultur - får det samlede resultat, vil vedkommende med stor sandsynlighed kunne fortælle klassen, at deres kammerater drikker meget mindre end de tror.
Undersøgelsen skal få de unge til at udskyde alkoholdebuten og drikke mindre. Det viser sig nemlig, at når børn og unge tror, at andre drikker meget mere end de i virkeligheden gør, er de urealistiske forestillinger med til at puste forbruget op. Derfor har man i USA med stor succes arbejdet med sociale overdrivelser i mange år, og danske forskere har med Ringstedundersøgelsen påvist, at danske unge tror, at andre unge drikker over dobbelt så meget, som de i virkeligheden gør. Myterne om et overdrevent forbrug er med til at forstærke forbruget, da unge gerne vil leve op til det, de forestiller sig er normen. De vil være en del af et større socialt fællesskab.
Med lanceringen af SMS-systemet i skolerne håber GODA, at de unge får nogle mere realistiske forestillinger om, hvad der er normalt. Det har nemlig vist sig, at brug af metoden om sociale overdrivelser har reduceret forbruget væsentligt hos de elever, der har fået aflivet myterne.
SMS-modulet er en del af GODAs undervisningssystem, Alkoholdialog.
Alkoholdialog
Undervisningsmaterialet, Alkoholdialog, sætter ind på tre fronter:
- Beskrivelse af, hvordan skolen kan udarbejde en alkoholpolitik
- Undervisningsprogram, der styrker elevernes evne til at sige fra
- Modeller for organisering af forældremøder om alkohol
Alkoholdialoger udviklet for at ændre holdningen til alkohol blandt teenagere og deres forældre. Der er en tendens til, at vi opfatter det som naturligt, at danske unge drikker for at blive berusede, og at de drikker ofte og meget. Det er imidlertid kun en lille gruppe i skolen (ca. 20 %), der drikker på denne måde. Størstedelen har i mindre grad festen i fokus og trives med skolen, fritidsjobs, sport og andre interesser. Derfor skal det ikke være de tidligt alkoholerfarne, der sætter normerne for unges og forældres accept af alkoholforbrug blandt unge.
Formålet med Alkoholdialoger, at skole og hjem står sammen om at skabe rammer for alkoholkulturen, hvor mindreårige ikke drikker, og hvor de ældre unge har et ansvarligt og moderat forbrug, hvis de drikker alkohol.
Alkoholdialog er foreløbigt blevet rekvireret i over 5.300 eksemplarer, hvilket viser, at danske skoler gerne går forest.
GODA er finansieret af VSOD og Foreningen af Danske Spiritusproducenter.
Emner
Børn og Unge