PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/slut-med-leverpostej-du-bliver-tyk-og-jeg-vil-ikke-have-det-15588

"Slut med leverpostej. Du bliver tyk, og jeg vil ikke have det"!

Pressemeddelelse april 19, 2013 Helse

Hospitalet Valdemars center for sundhed, forebyggelse og velvære inviterer til gratis foredrag med Generation XL overlæge Jens Christian Holm lørdag formiddag d. 4. maj på hospitalet i Ringsted.

Generation XL Overlæge Jens Christian Holm Foredrag om overvægt Hospitalet Valdemar d. 4 maj 2013

Overlæge Jens-Christian Holm er kontant i sin behandling af overvægtige børn og unge. Både i hans daglige arbejde som overlæge og i programrækken Generation XL på DR1 bliver der ikke lagt fingre imellem. De overvægtige børn og unge skal ændre livsstil nu, for når først vægten falder, bedres også mange andre problemer. Jens Christian Holms foredrag er en af mange spændende aktiviteter og foredrag ved Ringsted Bibliotek og Hospitalet Valdemar i Ringsted store åbent hus arrangement i forbindelse med den nationale forskningsevent Forskningens Døgn i starten af maj måned.

 

Dårligt selvværd og selvmordstanker

Børn og unge, der er for store, kæmper ofte med alt for høje blodtryk, for høje kolesteroltal, symptomer på sukkersyge og fedtlever. Dårligt selvværd og selvmordstanker. Mobning, højde og vægt. Siden enheden for overvægtige børn og unge blev oprettet i Holbæk for fem år siden har Jens Christian Holm behandlet 1400 børn og unge, og enheden er fuldt booket og ventelisten er på 8-9 måneder. Enheden har også ambulatorium på sygehuset i Ringsted.

 

Vægttabsforløb for overvægtige i Valdemars center for sundhed og forebyggelse

Information og læring om sund livsstil, motion og kost er helt centralt i dette arbejde, både forebyggende, og når der er kommet for meget på sidebenene. Hospitalet Valdemar har med åbningen af Center for sundhed, forebyggelse og velvære oprettet et 3 måneders vægttabsforløb med individuel kost- og træningsplan, og med tæt vejledning af diætister og fysioterapeuter.

 

Forløbet henvender sig til dem, der fx har kæmpet med overvægt over en længere periode, eller som har behov for hjælp til at få struktur til at erstatte det overflødige fedt med faste muskler og mere energi. Specialisterne støtter, motiverer og fastholder deltagerne, så der med stor sandsynlighed kan opnås et varigt vægttab. Der er løbende nye introduktionsmøder og foredrag, hvor man springe på og få et professionelt og guidet skub til at ændre sin livsstil.

 

Foredraget om forebyggelse og overvægt - en del af Forskningens Døgn i Ringsted

Foredraget med overlæge Jens-Christian Holm lørdag d. 4. maj kl. 11-12, om hans forskning og arbejde med overvægt og fedme blandt børn og unge, sker som led i Ringsted Bibliotek og Hospitalet Valdemars store åbent hus arrangement 2-4. maj med masser af aktiviteter, stande og foredrag om sundhed og forebyggelse. Se det samlede program for Forskningens Døgn dagene på ringstedbib.dk og hospitaletvaldemar.dk

 

Billedtekst

Overlæge Jens Christian Holm fortæller engageret og ærligt om sit arbejde med overvægtige børn og unge på Hospitalet Valdemar lørdag d. 4. maj kl. 11-12”.

 

Emner


Helse