PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/skt-markus-kirke-i-aalborg-gen%C3%A5bner-i-nye-farver-9318

Skt. Markus Kirke i Aalborg genåbner i nye farver

Pressemeddelelse marts 21, 2010 Musik

Søndag d. 28. marts kan man igen komme i kirke i Skt. Markus, der i næsten et år har været under ombygning.

Markus marts prædikestol

Hvis man husker Skt. Markus Kirke med blåmalede bænke og røde plysstole i koret, så får man sig en overraskelse, når kirken nu åbner efter et års renoveringsarbejde er afsluttet.

Kirkens inventar - lige fra døre og bænke til alter og prædikestol - er nu malet i de farver, som man ved snedige prøver har fundet frem til, var de oprindelige farver ved kirkens indvielse i 1933. Det fortoner sig i det uvisse og fortidens mørke, hvorfor kirken ret hurtigt fik de blå og vinrøde farver, som altså har nu har givet plads til kirkens oprindelige farvesammensætning. Kirkerummet har herved fået en farvemæssig sammenhæng, der betyder, at de gamle glaslysekroner og det broderede altertæppe samt Thorvaldsens smukke marmorskulpturer nu fremstår i den indre harmoni, som kirkens arkitekt havde tænkt det.

Men der er sket meget andet! På den handicapvenlige front er kirken nu helt med på tidens krav. Der er rampe ved hoveddøren, handicaptoiltter i forhallen, der er sat elevator op i kirkerummet, så man uden besvær kan komme ned i krypten, hvor der også er handicaptoilet. Krypten er desuden helt ombygget og vil blive nyindrettet - så alle i sognet har nu fået et hus med moderne faciliteter i de flotte, gamle rammer, som bydelen kan være meget stolt af.

Byggeriet var først sat til at være færdigt i december 2009. En af de helt nødvendige forbedringer, som skulle laves, var dræning af kirkens undergrund, da grundvandet under kirken i længere tid havde givet problemer. Det viste sig at være en noget kompliceret og langvarig sag. Derfor blev hele projektet forsinket i flere måneder, og selve kirken måtte desuden lukkes meget tidligere, end det oprindeligt havde været meningen. Aktiviteter og gudstjenester har derfor det sidste år været forlagt til Markusgården på den anden side af Østre anlæg, hvor man har fundet løsninger, for at det kunne hænge sammen i byggeperioden.

Nu glæder kirkens menighedsråd og personale sig til at vise alle herlighederne frem, og det sker ved en festgudstjeneste palmesøndag, den 28. marts kl. 10. Her vil kirkens unge præst Kim Clemmensen prædike, og der vil være ekstra festlig musik som markering af, at også kirkens orgel igen kan høres, og kirkens musik kan igen høres i den gode akustik.

Efter gudstjenesten indbydes alle til en reception, også i kirken, så man med et glas vin i hånden og lidt lækkert til ganen kan gå rundt og selv se sig om i den nyrenoverede kirke.

Kontakter


Emner


Musik