PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/skr%C3%A6l-det-kog-det-eller-drop-det-f%C3%B8devarestyrelsen-giver-r%C3%A5d-om-mad-p%C3%A5-ferie-i-udlandet-4137

Skræl det, kog det eller drop det - Fødevarestyrelsen giver råd om mad på ferie i udlandet

Pressemeddelelse juni 28, 2007 Helse

Det er sommer, og det er højsæson for rejser til udlandet. Hvert år vender op mod 25.000 danskere hjem fra udlandet med "turistmave" og har diarré og opkastning. Det skyldes ofte mad, de har spist på rejsen, eller urent drikkevand. Mad i udlandet kan indeholde andre bakterier end i Danmark og kan være en udfordring for danske maver. Ferien kan hurtigt blive spoleret af dårlig mave. Men det er der råd for. Følg Fødevarestyrelsens tre råd om, hvad man selv kan gøre for ikke at blive syg af mad på rejsen, og slip for "turistmave".

Tre råd, man altid kan følge for at være på den sikre side:

ˇSkræl det - skræl selv frugten.
ˇKog det - spis mad, der er kogt eller stegt og serveres rygende varm.
ˇDrop det - lad være med at spise maden, hvis den ikke er skrællet eller gennemvarm.

”Det er tre gode råd, som kan bruges, uanset hvor rejsen går hen. Alt afhænger dog af rejsemålet, og hvor primitive forholdene er”, siger chefkonsulent Mette Nyborg, Fødevarestyrelsens Kontor for Fødevaresikkerhed.  

Mette Nyborg anbefaler, at hvis rejseforholdene er primitive, bør man også:

ˇVælge drikkevarer af kogt vand (te, kaffe), vand på flaske, øl og surmælksprodukter af kendte mærker.
ˇUndgå vand fra hanen og isterninger.
ˇUndgå rå fødevarer som frisk salat, rå fisk, rå skaldyr og rå æg.
ˇUndgå is, der ikke er indpakket.

”Fødevarestyrelsen opfordrer til forsigtighed med, hvad man spiser på rejsen. Men det betyder ikke, at man skal snyde sig selv for de mange spændende måltider, der er en stor del af oplevelsen i fremmede kulturer. Hvis man følger rådene, er man godt rustet”, slutter Mette Nyborg.    

Hvis uheldet er ude:
Dårlig mave med diarré og opkastning går ofte over af sig selv efter et par dage. Drik rigeligt med væske (te med sukker) og tag eventuelt et stoppende middel. Så er man hurtigt på højkant igen og klar til nye rejseoplevelser.

Kontakter


Emner


Helse