PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/skoletoiletdagen-en-ren-konkurrence-11920

Skoletoiletdagen - en ren konkurrence

Pressemeddelelse maj 5, 2011 Børn og Unge

Ny konkurrence skal hjælpe skoler sætte fokus på rene toiletter til gavn for sygefravær, helbred og undervisningsmiljø

Skoletoiletdagen

Rådet for Bedre Hygiejne offentliggjorde 5. maj konkurrencen Skoletoiletdagen; en konkurrence for danske skoler, hvor klasser eller elevråd kan dyste i at lave det bedste arrangement eller event på deres skole – alt sammen for at sætte fokus på bedre toiletforhold for danske skoleelever.

”Både eksempler og undersøgelser har vist, at alt for mange børn er generet af dårlige toiletforhold, enten fordi de fysiske rammer er dårlig eller fordi man ikke passer ordentlig på de rammer man så har,” påpeger Susanne Knøchel, formand for Rådet for Bedre Hygiejne. ”Vi udskriver derfor denne konkurrence, så man gennem kultur og værdier kan få gjort mere for at synliggøre både hinandens ansvar og behovet for bedre forhold.”

I konkurrencen Skoletoiletdagen er det opgaven fx at holde et arrangement, en event, et teaterstykke, et undervisningsforløb eller måske optage en video, der sætter fokus på emnet – alle deltagernes projekter vises på Skoletoiletdagen.dk og vinderen kåres på baggrund af det indleverede foto- og tekstbeskrivelse på vinderskolen i maj 2012 og vinder samtidig 10.000 kr. til klassekassen eller elevrådets arbejde.

Til inspiration kan skolerne fx tage udgangspunkt i gratis undervisningsmaterialer som Ren Dag udviklet af FOA, 3F og KL eller det fælleseuropæiske E-bug, som Statens Serum Institut har lavet en dansk version af.

Problemet er ikke kun lokalt
Elevernes udfordringer med toiletterne fylder meget i deres hverdag og er derfor ikke kun et hygiejnisk problem, men har også betydning for trivsel og undervisningsmiljø som sådan.

Også på landsplan er man bestemt opmærksom på problemet. ”Enhver ved jo, hvor svært der er at koncentrere sig, hvis man har ondt i maven eller skal tisse. Og alt for mange børn vælger desværre at holde sig, fordi de ganske enkelt ikke synes, at det er rart at gå på toilettet. Så det er klart utilfredsstillende, at vi ikke kan sikre vores børn et optimalt miljø når de skal i skole – det er jo hårdt arbejde at skulle lære så meget” understreger SFs sundhedsordfører Jonas Dahl, der håber på, at man vil tage fat på kulturen omkring at passe ordentligt på toiletterne.

Han understreger dog også, at der samtidig skal arbejdes for at sikre ordentlige fysiske rammer. ”Der er jo ingen kommuner, som bevidst gerne vil se dårlige forhold for skolernes toiletter, men jeg tror desværre, at de sundhedsmæssige og læringsmæssige konsekvenser bliver lidt overset, når der skal prioriteres. Dét er et område, hvor vi som politikere må sikre bedre fokus, for det hjælper ikke med lappeløsninger.”

Rådet for Bedre Hygiejnes konkurrence Skoletoiletdagen blev annonceret på Højboskolen i Hørning, hvor eleverne i 2010 var så heldige at vinde Hygiejnelegatet indstiftet af virksomheden Viega. Og med legatet muligheden for at renovere et af skolens toiletter, der trængte til bedre tider. Også i 2011 udskriver Viega dette legat, som kan søges af alle landets skoler. Legatet har en værdi af 50.000 kr.

Læs mere og følg med på www.skoletoiletdagen.dk - eller via Facebook, Skoletoiletdagen.

Kontakter


Lars Münter

Sekretariatschef
Rådet for Bedre Hygiejne
munte************ Vis...
+4561****** Vis...

Emner


Børn og Unge