PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/skolerne-overser-b%C3%B8rn-med-epilepsi-3928

Skolerne overser børn med epilepsi

Pressemeddelelse april 26, 2007 Børn og Unge

Elever med epilepsi lades i stikken, fordi lidelsen ofte er usynlig. Det fører til selvværdsproblemer og i sidste ende ringere uddannelse

”På hver skole i landet går der i gennemsnit to elever, der lider af epilepsi. Lidelsen svækker ofte korttidshukommelsen, og derfor har børn med epilepsi brug for særlig opmærksomhed i undervisningen. Men børn med epilepsi opfører sig ofte som deres klassekammerater, og derfor bliver de overset. Som konsekvens trækker mange af børnene sig ind i sig selv og får i sidste ende ikke en uddannelse, der svarer til deres intelligensniveau”. Det siger Vibeke Hansen, konsulent ved Videnscenter om Epilepsi og forfatter til en ny håndbog, som giver råd og vejledning til lærere og skolepsykologer om skoleelever med epilepsi. Håndbogen er gratis.

"I forhold til raske børn er børn med epilepsi ofte mere nervøse og har et lavere selvværd. De kæmper også med en svagere korttidshukommelse. Det hele får en selvforstærkende effekt, der rækker langt ud i fremtiden," forklarer Vibeke Hansen. Hvis den onde cirkel skal brydes, kræver det en bevidst indsats fra lærernes side. Vibeke Hansen skriver blandt andet i håndbogen om teknikker, hvor læreren gentager situationer eller sætninger fra dagen før for at stimulere korttidshukommelsen.

Sekretariatsleder Bente With håber, at håndbogen kan være med til at sikre, at elever med epilepsi i højere grad får den fornødne hjælp såvel fagligt som socialt, så flest muligt kan gennemføre folkeskolens afgangsprøve med henblik på videre uddannelse. Hun fortsætter: ”Vi har i dag en verden, der kører i et meget højt tempo, og som forandrer sig hele tiden. Dette betyder, at børn som på grund af deres epilepsi har problemer med at holde tempoet oppe, får det endnu sværere.”

En del skolebørn med epilepsi oplever social udstødelse
Mange mennesker, såvel børn som voksne bliver voldsomt forskrækkede, hvis de ser et krampeanfald. Det er derfor vigtigt at lærerne ved, hvordan de skal forholde sig, hvis eleven får et anfald. Herved kan de også få beroliget de andre elever og få afdramatiseret situationen. Informationen har ikke til hensigt at få kammeraterne til at tage specielle hensyn til eleven, men at give en konkret forklaring på elevens adfærd, og derved forhindre social isolation.

Nødvendig med en tidlig indsats
Behovet for mere information f.eks. i form af den nye håndbog understreges i en nylig gennemført undersøgelse i Norge. Lene Sahlholdt, ledende psykolog på Epilepsihospitalet i Dianalund udtaler: "Undersøgelsen understreger det, som man erfarer i det daglige psykologiske arbejde med børn med epilepsi: behandling af anfald er selvfølgelig nødvendig, men slet ikke tilstrækkelig. Den høje forekomst af indlæringsvanskeligheder, psykosociale problemer og depression gør det nødvendigt med særlig opmærksomhed fra pædagoger, lærere og psykologer i forhold til alle børn med epilepsi. Indsatsen bør starte ved epilepsiens debut for at sikre tidlig indsats over for den store gruppe, der får problemer. De børn, der har milde epilepsiformer, får sjældent problemer. Desværre er det ikke altid muligt fra epilepsiens debut at forudse, hvilke komplikationer der opstår. Derfor bør der være særlig opmærksomhed overfor alle elever med epilepsi for at forebygge omfattende psykosociale og skolemæssige vanskeligheder."

Skoleelever med epilepsi. En håndbog for lærere og skolepsykologer fås ved henvendelse til Videnscenter om Epilepsi  tlf.: 58 27 12 94.

Kontakter


Børge Jensen

konst. centerleder
Videnscenter om Epilepsi
tbjs@************* Vis...
58271*** Vis...

Emner


Børn og Unge