Skoler indfører it-værktøj for læsehæmmede
Pressemeddelelse september 17, 2004 UddannelseRigtig mange elever er enten ordblinde eller har svært ved at læse. Som konsekvens heraf har flere skoler nu indført et it-værktøj kaldet LingoScan. Eleverne scanner ganske enkelt de tekster, som de vil have læst op (bøger, aviser, A4-sider, etc.) og finder en passende læsehastighed. Et lille øjeblik efter begynder en stemme at oplæse teksten. Og så lytter eleverne, mens de samtidig kigger på teksterne.
- Vi kan se en markant læseudvikling hos de elever, der samtidig med de læser teksten også kan høre den. Både forståelsen og læsehastigheden bliver væsentlig forøget, siger it-konsulent Mogens Mersholm fra Skipper Clement Skolen i Aalborg, som indførte systemet for et lille års tid siden.- Programmet bruges primært i vores specielundervisning, og er en stor hjælp for alle elever uanset, hvilket klassetrin de er på. Da programmet er meget brugervenligt kan selv de mindste elever sagtens benytte det.
Vi arbejder netop nu med et projekt, hvor vi vil installere LingoScan på 20 af skolens computere, og samtidig tilbyde eleverne at have programmet på deres hjemmecomputer. På den måde kan vi med forholdsvis små midler sikre eleverne en god støtte i deres indlæring.
En af de elever på skolen, der har brugt oplæserprogrammet til at opnå større læsefærdigheder, er Martin Søndergård Hansen (18). Han er begejstret:
- De sidste fire måneder af 10. klasse fik jeg tilbudt at låne en It-rygsæk, som bestod af en bærbar computer, en scanner og et oplæserprogram, der hedder Lingoscan. Dette program gjorde det lettere for mig at forstå mine lektier. Jeg har blandt andet brugt det til dansk og engelsk. Og til min eksamen fik jeg mere tid til at analysere min tekst - i stedet for at jeg skulle bruge alt min forberedelse på at lære og forstå den tekst jeg kom op i, siger Martin og fortsætter:
Meget brugervenligt
- Det gode ved lingoscan er, at mennesker med læseproblemer let og på ingen tid kan få læst de tekster op, som de ikke selv kan overskue. Og selve indscanningen tager ikke særlig lang tid. Når programmet er oppe og du sætter det til at scanne, er det klar til at læse op efter ca. 30 sekunder. Og så er det meget brugervenligt. Jeg vil helt klart anbefale Lingoscan til andre med læseproblemer. De vil få stor glæde af det for det har i hver fald hjulpet mig meget, slutter Martin, som nu er i gang med en elektriker-uddannelse på Aalborg Tekniske Skole.
Oplæserprogrammet benyttes også i skoler til tale- og sprogundervisning af fremmedsprogede elever. Her kan eleverne både lytte og samtidig se, hvordan de enkelte ord udtales. Men firmaet bag LingoScan Standard 1.02 ser også mange andre muligheder for anvendelse. Eksempelvis kan studerende eller erhvervsfolk i forbindelse med udarbejdelse af en stil, en tale eller en rapport, have stor gavn af at høre det skrevne, inden det eventuelt skal fremlægges for andre. På den måde kan man sætte sig i modtagerens sted og bogstaveligt talt høre, hvis der er noget, der skal rettes.
Hør en hjemmeside
Internettet. En hel ny verden åbner sig nu for den læsehæmmede. For programmet kan også gå ind og scanne en given hjemmeside og efterfølgende fortælle om indholdet. Og det begrænser sig ikke kun til danske hjemmesider, men også udenlandske.
Yderligere informationer fås hos IT-konsulent Mogens Mersholm,
Skipper Clement Skolen på telefon 98 12 11 88. Se også www.prosoft.dk
Kontakter
Emner
Uddannelse