Sklerose patient har byttet stokken ud med højhælede sko.

”Den dag, i 2004, hvor jeg fik stillet diagnosen sklerose, var det første jeg bad om, at få stamceller. Men lægerne nærmest grinede af mig og rystede på hovedet. Stamceller – det har vi ikke her."

Lilia Marsters har i årevis, siden hun blev diagnosticeret med MS, efterlyst stamcelle behandling i det danske hospitalssystem. Hun mener at det danske system burde gøre brug af de behandlingsmuligheder der gives som tilbud i andre lande.
Lilia Masters kan ikke forstå at hun hver gang, hun kommer til tjek på sygehuset, får at vide at der ikke er noget at gøre, udover det der allerede bliver gjort. Mange vestlige lande verden over har stamcelleforskning samt medicin og behandlingsmetoder inden for området, som er officielt tilladte og som bliver brugt i praksis. Hvorfor har vi så ikke?

Jeg var træt af at gå med stok og som kvinde savnede jeg mine høje hæle.
Hvis jeg skulle på toilettet om natten blev jeg nødt til at sætte mig op i sengen og vente 5 minutter indtil jeg igen kunne mærke mine ben. Mit venstre ben var værst ramt, hvilket blandt andet bevirkede, at jeg trak det efter mig som ”Quasimodo” i klokkeren fra Notre Dame, når jeg gik.

Jeg har altid været en træningsnørd, men min MS fratog mig træningslysten, da mine hårde anstrengelser aldrig gave resultater. Lige meget hvor meget jeg trænede, føltes det som om, jeg ingen muskler havde! Jeg mistede faktisk lysten til al fysisk udfoldelse, hvilket ikke er godt, når man har 6 børnebørn der gerne vil lege med farmor og nummer 7 er på vej.

En dag i november så hun et TV-indslag om en mand fra Randers, der havde taget sagen i egen hånd og var rejst til Kiev for at blive stamcellebehandlet. ”Jeg fik hurtigt kontaktet klinikken og satte kurs mod lufthavnen den 27. december. Jeg var tilbage til nytår, som jeg fejrede med vores børn. Det var en fantastisk oplevelse”.

For første gang i 3 år kunne jeg gå uden brug af stok, med hæle og uden at have behov for at sætte mig ned hele tiden! Den første nat efter min behandling i Kiev, stod jeg op om natten og gik på toilettet, bare fordi jeg kunne. Da var mine forventninger indfriede.

Jeg tror mange af mine bekendte følte, at jeg var stået af og havde givet op. De sagde det selvfølgelig ikke til mig, men jeg kunne mærke, at de havde afskrevet mig. Men jeg var ikke stået af. ”Psyken kan nok flytte bjerge, men det var stamcellerne, der skulle komme til at flytte mit venstre ben.”

"Det er en fantastisk fornemmelse at være fri, at være mig selv og at ingen skal tage specielle hensyn til mig mere.”

Det kan godt være behandlingen ikke var evigt – men det er utroligt, hvor hurtigt jeg har fået det markant bedre og derfor oplever, at min livskvalitet er begyndt at vende tilbage. Jeg tror, at vi mennesker har en tilbøjelighed til at tage vores fysiske formåen for givet og først i det øjeblik hvor vi mister visse færdigheder, skønner vi på det, vi har tabt siger Lilia Masters.
Jeg tror, at alle de som har en invaliderende sygdom eller som har set døden i øjnene, ved hvad jeg taler om. Det, igen at kunne gå uden stok, at jeg kan vende mig i min seng, at jeg kan lege med mine børnebørn og at jeg kan balancere med en kop kaffe, det er små fremskridt, jeg har drømt om i årevis. Oplevelsen af, at jeg igen har disse færdigheder og at jeg kan løse opgaverne uden at bede om hjælp, er livskvalitet for mig, fortæller Lilia Masters. 

Hvorfor begynder man ikke at behandle herhjemme?
Selvom Lilia Marsters har oplevet en personlig forbedring i sin sygdom, er hun stadig ikke tilfreds. Hun vil gerne vide, hvorfor man ikke begynder at behandle herhjemme, når der i udlandet er fuld gang i stamcellerne.
Kan det virkelig passe, at det er medicinalindustrien, der skal bestemme farten?
Hvorfor skal det danske system absolut selv lave al grundforskning, når mange andre landes forskning er tilgængelig? Ved at erhverve grundforskningen fra andre lande, kunne vi afkorte processen og få behandlingen sat i gang i det danske sygehussystem og derved hjælpe mange, som lider unødvendigt.

Selve "medicinen" til stamcellebehandlingen koster intet at fremskaffe.
Hospitaler verden over smider hver dag tusindvis af aborterede fostre ud, som kunne have været brugt til at hjælpe mange sygdomsramte mennesker. Det koster selvfølgelig noget at udtrække embryonerne og opbevare dem sikkert, men selve behandlingen er smertefri, har ingen bivirkninger og virker med det samme.

Lilia Marsters er bl.a. uddannet alkolog og narkolog. Født i USSR, opvokset i USA og bosat i Danmark.

Fakta box sklerose
I 2004 var der ca. 7.000 MS patienter registreret i det danske hospitalssystem. I dag er tallet vokset til 10.000.  Sklerose er en udbredt sygdom, der kendetegnes ved, at kroppen går til angreb på sit eget centralnervesystem. Det kan bl.a. resultere i lammelse og nedsættelse af synet. Ca. 300 danskere rammes årligt af sklerose, heraf er hovedparten kvinder.

Emner