PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/skizofren-aarhusianer-viser-vejen-til-recovery-sindnet-dk-fylder-10-%C3%A5r-22518

Skizofren Aarhusianer viser vejen til recovery - Sindnet.dk fylder 10 år.

Pressemeddelelse april 27, 2016 Psykiatribrugere Psykiske lidelser Skizofreni Aarhus Psykiatri Sindslidende Sindnet Aarhus kommune Psykisk syge Psykisk sårbare

I mange år var han som psykisk syg mere eller mindre opgivet af systemet. I dag hjælper han på 20. år andre psykisk sårbare med at bryde med den medfølgende isolation der, uden hjælp, kan føre til et liv i ensomhed.

Man får via Hollywood og avisartikler ofte det indtryk, at skizofrene er farlige individer, som ikke kan indordne sig under samfundets spilleregler og normer. Det er ikke bare en af de mest udbredte fordomme, men også dén fordom, der er med til at sende mennesker med bl.a. skizofreni ud i en isoleret tilværelse med ensomhed til følge.

40-årrige Claus Antony Bang Andersen fra Aarhus blev i sit tidlige voksenliv ramt af alvorlig psykisk sygdom. En kombination af medfødt sårbarhed og ydre omstændigheder gjorde, at han som blot 20-årig blev indlagt og fik diagnosen paranoid skizofreni.

Sygdommen havde i de sene teenageår medført massiv ensomhed og frustration over, ikke at kunne fungere mht. kammeratskaber, kæresterier og uddannelse. Da diagnosen kom, blev det ikke lettere, da der med svær psykisk sygdom følger stigmatisering og fordomme.

Efter adskillige afvisninger, når Claus forsøgte at socialisere sig og komme tilbage til en nogenlunde normal tilværelse, blev det nok. Der manglede et sted man kunne være ærlig om sig selv uden at blive stemplet som potentielt farlig pga. uvidenhed og fordomme om mennesker med skizofreni eller anden psykisk sygdom.

Claus forstod allerede midt i 90’erne, at peer-to-peer networking blandt ligestillede kunne være en vej til recovery og derved vejen til et liv uden ensomhed og isolation. Efter adskillige forsøg lykkedes det i 1997 for Claus at lave landets første peer-to-peer netværk, hvor sindslidende kunne mødes online uden risiko for at blive mødt af fordomme. Projektet, der først hed Psyken.dk og senere Lovematch.dk, kom den 20. april 2006 til at hedde sindnet.dk, og kunne i april 2016, fejre sit 10 års jubilæum under det nuværende navn.

sindnet.dk er en sammenslutning af ordene Sindslidende og Netværk – Hjemmesiden er på trods af eventuelle navnesammenfald, ikke en del af SIND. Hjemmesiden er i dag Danmarks største netværk for psykisk sårbare, og ikke bare kendt for at være det første peer-to-peer netværk inden for psykiatriområdet, men også for at være et fristed og alternativ til fysiske væresteder for de mange sårbare, som kan have svært ved at komme ud i det daglige.

I 2012 blev Claus hædret med Aarhus Kommunes Handicappris for sit initiativ, der styrker kommunikation og
nytænkning.

I dag rummer netværket mere end 5.000 psykisk sårbare fra hele landet på tværs af diagnoser, og flere medlemmer har været med fra start. Det er stadig Claus der den dag i dag er drivkraften bag projektet - dog med god sparring fra partneren Gry Trust Mertz og projektets øvrige frivillige, der dagligt navigerer rundt i paragraffer og puljer for at fremtidssikre driften af projektet.

Claus var ikke bare forud for sin tid – han har gjort fordommene om skizofrene til skamme og er også et fantastisk eksempel og bevis på, at man kan få et godt liv på trods af en alvorlig psykiatrisk diagnose.

Claus oplever selv, at hans sygdom i dag er i fuld remission, dvs. han har gennemlevet en recovery og fået et godt liv på egne præmisser, hvor han, hvis han er opmærksom på sin livsstil, ikke oplever symptomer på sin diagnose. Men succesen er ikke kommet af sig selv; Uden den viden og støtte, han gennem tiden har fået fra ligestillede gennem peer-to-peer netværket på sindnet.dk, er han ikke sikker på, at han havde levet den dag i dag. De var med til at give ham håbet og troen på, at han en dag kunne komme videre få en rolig og symptomfri tilværelse – og han er i dag med til at give det håb videre til andre.

Foruden sindnet.dk har Claus lanceret siden skizofren.dk for at dele viden og oplysning om diagnosen – og om, hvordan man lever et godt liv med den.

Vi vil med denne pressemeddelelse gerne signalere, at skizofreni ikke er ensbetydende med en livslang, passiv og ensom tilværelse. Der er for rigtig mange en vej ud af sygdommens greb - en mulighed er at gøre brug af peer-to-peer som f.eks. sindnet.dk, da det at møde andre i samme båd, kan være en god hjælp til at komme videre.

Kontakter


Emner


Psykiatribrugere Psykiske lidelser Skizofreni Aarhus Psykiatri Sindslidende Sindnet Aarhus kommune Psykisk syge Psykisk sårbare