PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/skiveren-camping-tilknyttes-aktiv-camp-sund-og-aktiv-campingferie-tilbydes-nu-flere-steder-i-landet-19684
ad

Skiveren Camping tilknyttes AKTIV Camp: Sund og aktiv campingferie tilbydes nu flere steder i landet

Pressemeddelelse januar 26, 2015 Sundhed Sjov Bevægelse Velvære Cykling Sommer Aktiviteter AKTIV ferie Ferie

Først var der én, men nu er der to – og flere er måske på vej! AKTIV Camp er det nye begreb inden for camping i Danmark. Bryrup Camping syd for Silkeborg har nemlig fået selskab af Skiveren Camping tæt ved Skagen i Nordjylland. Nu tilbyder begge pladser campister en sund og aktiv ferie.

”Masser af mennesker dyrker motion i dagligdagen som en naturlig del af deres tilværelse. Det vil vi også gerne give dem mulighed for, når de er på ferie hos os. Det hele er arrangeret og opdelt i forskellige kategorier – og der er lidt for alle typer. Der er tilbud til alle, som er til hygge, bevægelse eller leg – der er også udfordringer til de øvede, der ønsker at ”fyre den af”, fortæller indehaver af Skiveren Camping, Bruno Rytter Skiveren. Han understreger dog samtidigt, at campingpladsen og dens dejlige og naturskønne omgivelser fortsat giver rig mulighed for afslapning og fredfyldte stunder på og omkring pladsen for de gæster, som blot ønsker at slappe af. 

Noget for enhver smag

Skiveren Camping har delt aktiviteterne op i forskellige kategorier: Cykling - Gå & Løb - Fitness & Wellness - Minigolf & Golf - Fiskeri - Sjov, Leg & Spil - På stranden samt I Skoven. Inden for alle kategorier står værterne klar med ”opskrifter” og udstyr til at leje, så det er nemt for campisterne at være aktive. Det drejer sig eksempelvis om leje af cykler og mountainbikes inkl. hjelm, fiskeudstyr, minigolfkøller eller optegnede ruter i forskellige længder og sværhedsgrader, som inspiration til gå-, løbe- eller cykelture i området. 

Ideelle omgivelser

Ved den 4-stjernede campingplads, tæt ved Skagen, er forholdene helt ideelle til at udfolde sig i. Nærmeste nabo til Skiveren Camping er nemlig store klitplantager, stranden og Vesterhavet. Kuperet terræn og fredfyldte stier, som nærmest beder om at blive brugt, er blot en del af den dejlige natur. 

For hele familien

Aktiv ferie har ingen aldersbegrænsning, og kan kombineres med skønne naturoplevelser, gode familiestunder og en dejlig følelse af at have udrettet noget godt for sig selv, sit helbred og sin familie. 

”Det handler om, at vi gerne vil tilbyde vores gæster en ferie med ”færdige pakker” til at være aktive med – for de voksne, de ældre, de unge og for hele familien. Med AKTIV Camp har vi forsøgt at sætte det hele i system, så det er let for gæsterne at bruge omgivelserne til at være aktive med”, siger Bruno Rytter Skiveren, da der bliver spurgt ind til AKTIV Camp konceptet. 

”Vi glæder os rigtig meget til sæsonen 2015, så vi kan vise alle vores nye og gamle campister Skiveren Camping – AKTIV Camp”, afslutter Bruno Rytter Skiveren, der samtidigt håber på en god dansk sommer med dejligt vejr.

Emner


Sundhed Sjov Bevægelse Velvære Cykling Sommer Aktiviteter AKTIV ferie Ferie
ad