PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/sgt-peppers-40-%C3%A5rs-jubil%C3%A6um-fejres-med-mccartney-biografi-4007

Sgt. Peppers 40 års-jubilæum fejres med McCartney-biografi

Pressemeddelelse maj 21, 2007 Kultur

Ny dansk bog om hovedmanden bag Sgt. Pepper. Og nej, det er ikke John Lennon – det er popsnedkeren Paul McCartney.

Det er først og fremmest Paul McCartney, vi kan takke for LPen, eftersom John Lennon var dybt umotiveret blandt andet på grund af et gedigent stofmisbrug. Paul havde visioner og ærgerrighed for dem begge, og selv om John Lennon satte sit betydelige præg på pladen, var det Paul McCartneys sans for det syrede kombineret med en stædig vedholdenhed, der fik musikken ned i rillerne. I forsommeren 1967 kom det skelsættende værk nu kommer bogen om mennesket bag.

Biografien PAUL McCARTNEY MENNESKET, MYTEN OG MUSIKKEN er en fortælling om et levende ikon. Om en ung fyr fra arbejderklassen, der med diplomatisk snilde og ustyrligt musikalsk talent i 1957 sluttede sig til John Lennons gruppe, The Quarry Men, og senere, da gruppen blev til The Beatles, erobrede magten i firkløveret i kraft af sine visioner og sin frembrusende facon. Det gav sig udslag i mange gnidninger med gruppen, ikke mindst med John Lennon, som McCartney havde et turbulent forhold til helt frem til Lennons død i 1980.

Beatles-eksperten og forfatteren Karsten Jørgensen tager i bogen tråden op fra sin biografi om John Lennon (2002) ved at rette lyset mod den anden store beatle. Paul McCartney har aldrig ladet sig begrænse. Selv om han ofte fremstilles som den poppede, strømlinede og kalkulerende musiker, er dette stereotype billede langtfra dækkende og yder på ingen måde hans sammensatte natur retfærdighed. Han har arbejdet med avantgarde-musik og komponeret store, klassiske værker, udstillet malerier, skrevet digte, lavet film og engageret sig i græsrodsbevægelser.

Med sine melodiske sange har Paul McCartney taget nye generationer med storm først og fremmest med sange fra Beatles-tiden og han har stort set fået alle sine ønsker opfyldt. Rejsen har bragt ham fra de svedige klubber i Hamborgs luder- og forlystelseskvarter Reeperbahn til de bonede gulve på Buckingham Palace. Men det har langtfra været uden skuffelser og forhindringer. Hans enerådige og ofte ganske insisterende karaktertræk har heller ikke gjort livet nemmere for ham den nye biografi fortæller historien.


Paul McCartney Mennesket, myten og musikken
Af Karsten Jørgensen
437 sider, illustreret, indbundet
Udkommer 1. juni 2007 på Haase og Søns Forlag. Kr. 275,00 i.m. (vejl.)

Kontakter


Michael Haase

Forlagschef
Haase & Søns Forlag
mh@ha****** Vis...
33 14****** Vis...

Emner


Kultur