PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/ser-lyst-p%C3%A5-fremtiden-14234

”Ser lyst på fremtiden”

Pressemeddelelse september 27, 2012 Sport

For Kenneth Bjerre har speedwaysæsonen 2012 budt på materielle problemer og et brækket skinneben. VM-drømmene er for en stund sat på standby. Ambitionerne er dog stadig i behold. Kenneth håber, at mange års flotte resultater og erfaring kan give et wildcard til næste års Grand Prix.

IMG 2356

Kenneth Bjerre og hele hans familie er bidt af speedway. Sådan har det altid været. Alle sejl blev i efteråret 2011 sat ind på en stor 2012-sæson med det klare mål, at blive verdensmester. Imens Chris Holder og Nicki Pedersen kæmper om titlen, sidder Kenneth sammen med sin kæreste Sofie i hjemmet i Huntington, ukamp-dygtig efter uheldet den 23. august i en ligamatch mellem Peterborough Panthers og Kings Lynn. Denne aften blev skæbnesvanger for Kenneth, idet et styrt i første heat forårsagede tre brud på skinnebenet. Kenneth kom først ned til første sving, men blev påkørt bagfra af en holdkammerat. Dermed er 2012-sæsonen slut for den ambitiøse esbjergenser.

- Jeg har aldrig været bedre forberedt end til denne sæson. Min form var i top og teamet blev udvidet med kompetencer, som jeg og teamet manglede. Målsætningen var klar. Jeg ville være verdensmester indenfor de næste tre år. Men allerede i Auckland den 31. marts ved det australske Grand Prix gik det galt. Et motorstop og en punktering satte kursen for min sæson, som må betegnes som skuffende, fortæller Kenneth Bjerre ærligt i en stille stund omkring sofabordet i det idylliske hjem i Huntington.  

Uheldet for Kenneth Bjerre indtraf på et tidspunkt, hvor Grand Prix i Cardiff, Målilla og Vojens  ventede, alle tre stadions, hvor Kenneth altid har følt sig godt hjemme og gjort det godt. Gode præstationer ville kunne bringe Kenneth tilbage i top-8. Det var ærgerligt og Kenneth erkender gerne, at de første 2-3 uger efter uheldet gjorde ondt, både med smerter og tanker omkring fremtiden, som nu er afløst af en stadig lyst og tro på en stor speedwayfremtid. Som Kenneth siger med et smil på læben:

- Jeg har jo 10-12 gode år endnu. Se på Greg Hancock og Thomas Gollop, de er begge over 40 år og gør det stadig godt…!

Humøret intakt
For Kenneth Bjerre gælder det nu om, at komme til fuld førlighed igen. Hoppende på et ben eller med krykker, uden at kunne strække foden og knæet helt som normalt, det er status lige nu. Humøret er trods den skuffende sæson stadig fint, selvom det er svært at følge kollegaernes dueller i TV – uden selv at kunne trille frem til startsnoren. Kenneth håber genoptræningen kan starte efter et lægebesøg den 4. oktober. Indtil nu er det kun overkroppen, der er blevet trænet i fitness-centret. Målet er igen at kunne køre midt i februar 2013.

- Man bliver ofte bedre i modgang. Den lange pause fra speedway giver mig god tid til at forberede den nye sæson og til at tænke på teamets sammensætning. Jeg er nødt til at vende det til noget positivt. Jeg brækkede anklen i 2001, mit lårben både i 2005 og 2008, så jeg kender vejen tilbage til i topformen, både psykisk og fysisk. Styrtet i Peterborough var ikke slemt, bare uheldigt at jeg ramte hegnet i stedet for de beskyttende luftpuder. Så jeg føler hurtigt, at jeg psykisk kan komme over det, siger Kenneth Bjerre.

Wildcard i sigte
2013-sæsonen afhænger meget af, om det lykkedes at få tildelt et wildcard. De otte bedste kørere fra Grand Prix serien er automatisk med, men med Jason Crump´s stop i GP-sammenhænge åbner det døren for Andreas Jonsson, der pt. ligger som ni. Derudover tildeles der fire wildcards, hvor navne som Kenneth Bjerre, Jaroslaw Hampel og Darcy Ward kan komme i spil. De tre bedste kørere i GP-kvalifikationen fuldender 2013-feltet med 15 kørere. Afgørelsen forventer at falde medio november.

- Jeg håber mine stabile og flotte resultater gennem mange år, samt min erfaring, udløser et wildcard. Andreas Jonsson fik før 2011-sæsonen tildelt wildcard og sluttede med sølv. Nicki Pedersen fik inden denne sæson tildelt wildcard og kører nu om VM-titlen. Selvom jeg pt. er udenfor top-8 udelukker det ikke en god 2013-sæson. De andre år har jeg kvalificeret mig direkte, det er første gang jeg behøver et wildcard, for at være med i Grand Prix serien. Det håber jeg at få, siger Kenneth Bjerre om sine muligheder og forhåbninger.

Kenneth Bjerre har i 2012 været i én semifinale. I de forrige sæsoner har Kenneth kun 2-3 gange om året mistet semifinalen. Det er niveauet, Kenneth hurtigst muligt vil tilbage på. 

Forventningens pres
Mange eksperter i dansk og international speedway har med skiftende mellemrum givet deres bud på Kenneth Bjerre´s mange uheld og skuffende sæson. Forventningerne var store før sæsonen – måske for store?

- Det er klart, at jeg og temaet satte os under pres ved at melde ud, at vi gik efter VM-titlen. Jeg har altid troet på mig selv og sætter gerne overliggeren så højt som muligt. Det er drivkraften for mig, at have et ambitiøst og klart mål. Jeg føler mig stærkest under pres og har altid ved større løb præsteret godt. Jeg lever fint med det store mål, et mål som jeg altid vil jagte. Mine samarbejdspartnere og sponsorer vil også være de bedste indenfor deres felt, det samme gælder hos Bjerre Racing, slår Kenneth Bjerre fast.  I den forbindelse er det vigtigt for Kenneth, at takke sponsorerne for den trofaste og loyale opbakning gennem mange år. 

- Teamets sponsorer har altid været lige så optimistiske som Lasse (lillebror, red) og jeg er. Det varmer specielt i denne tid, siger Kenneth Bjerre, som inden længe begynder jagten på klubaftaler gældende for 2013.

Kenneth Bjerre har i 2012-sæsonen kørt for Grindsted Speedway Klub, Indianerna i Sverige, Peterborough i England og Czestochowa i Polen. Ingen aftaler for 2013 er endnu på plads, det vil først ske når GP-kørerne for 2013 offentliggøres. Derefter går Kenneth i gang med at finde de rette klubber i de respektive lande, ligesom Ivan Bjerre, der er sponsoransvarlig, går i gang med at besøge sponsorerne – og gerne tiltrække nye.

Bag kulissen
Når speedwayfans sætter kaffen over til 3-4 timers speedwaydrama på TV3+, så ved mange ikke, hvor meget der udspiller sig i ryttergården – og hvor meget forberedelse det kræver i kulissen, at ramme det rette set-up til bane, vejr og omgivelser.

- Vi bruger ekstremt meget tid på set-uppet. Materiellet er afgørende for succes. Køreren og speedwaycyklen skal ”passe” sammen med omgivelserne og det er ofte et puslespil og ren videnskab, at finde den rette model for succes. Vi er som kørere selv meget involveret i beslutningen, det er ikke som fodboldspillere, der bare skal møde op til træning og kamp, her bliver det hele serveret. En fodboldspiller spiller ikke fodbold i Danmark om torsdagen, i England om fredagen, i Sverige om lørdagen - og i Polen om søndagen, siger Kenneth Bjerre om den store forskel på speedway og f.eks. fodbold.

Idyl i Huntington

Mange timer bruges af kæresten Sofie og Kenneth i sofastuen i huset i byen Huntington. Med ca. 100 speedwaymatcher ligger byen perfekt i forhold til de mange rejsedage om året, kun 45. min´s kørsel fra Stansted Airport og Luton Airport – og ikke langt fra Gatwick og Heathrow i London. Sofie arbejder i restaurations-branchen i Huntington, der har små 20.000 indbyggere. Huset udstråler idyl og hygge, hunden Robert aktiverer konstant ”forældrene” – på den søde og legende måde. Sofie besøger hver dag ved fyraftenstid hendes hest. Springridning er Sofie´s store lidenskab, det beviser de flotte billeder på computeren helt klart.

På spørgsmålet om, hvordan det har været, at have en ukampdygtig speedway-stjerne i hjemmet de sidste 4-5 uger, svarer Sofie:

- Stemningen har naturligvis været trykket. Kenneth har været frustreret over ikke at kunne gøre det, han holder så meget af og som betyder så meget for ham. Han har kedet sig, godt at vi har Play Station og en del TV-kanaler, griner Sofie og sender sin kæreste et kærligt blik.

Ændret målsætning
Kenneth Bjerre er realistisk, når snakken falder tilbage på målsætningen om en VM-titel indenfor de næste tre år. Et år er gået og skal målsætningen opfyldes, så skal VM-titlen hentes senest i 2014.

- Min målsætning er stadig at vinde VM-titlen. Jeg vil dog nedjustere målet for 2013 til en placering i top-5 i Grand Prix serien. Jeg ved fra mine tidligere uheld, at der går lidt tid inden topformen rammes. Så vil jeg bygge på derfra. Andre mål i 2013 er at vinde DM-titlen, at gøre det godt i World Cup´en og i mine klubber, siger den 57 kilo tunge og 1,64 cm høje Kenneth Bjerre, der slutter dagens samtale med ordene: 

- Jeg VIL og SKAL tilbage…

Presseservice – interview og mere info:
Kenneth Bjerre: 2887 0400
[email protected]
www.bjerreracing.com
 
PR-ansvarlig
Jørn Simmenæs
Direkte 2511 9925

upfront –www.upfront-co.dk

Emner


Sport