PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/saxo-bank-overtager-e-trades-bankforretninger-i-norden-8537

Saxo Bank overtager E*TRADEs bankforretninger i Norden

Pressemeddelelse december 3, 2009 Økonomi

Saxo Bank fortsætter med at tilbyde flere opsparings- og investeringsprodukter til sine kunder.

Saxobank


Saxo Bank, der specialiserer sig i onlinehandel og investering, annoncerede i dag overtagelsen af E*TRADE Internationals bankforretninger i Norden fra E*TRADE Nordic AB, der er et datterselskab af E*TRADE FINANCIAL Corporation, den amerikanske udbyder af finansielle serviceydelser. De nordiske bankforretninger inkluderer kundekonti i Danmark, Island, Finland, Estland, Letland, Litauen, Sverige og Norge.

Med dette strategiske tiltag fortsætter Saxo Bank sin ekspansion gennem de seneste måneder, og cementerer yderligere sin position på det skandinaviske marked.

Overtagelsen af en af Skandinaviens førende onlinebanker er endnu et skridt på Saxo Banks vej mod at tilbyde investorerne flere opsparings- og investeringsprodukter. Efter denne seneste overtagelse vil Saxo Bank være i stand til at tilbyde pensionsprodukter samt aktie- og investeringskreditter, obligationstilbud og senere et fund supermarked. Desuden vil Saxo Banks forvaltede kapital stige med over 5 milliarder DKK, ligesom overtagelsen giver yderligere 50.000 aktive konti.

I en fælles udtalelse siger Saxo Banks administrerende direktører og stiftere, Kim Fournais og Lars Seier Christensen: ”Denne overtagelse støtter vores langsigtede ekspansionsstrategi og udvider vores produktudbud på vores handelsplatform SaxoTrader. Desuden vil det udvidede kundeunderlag sætte os i stand til yderligere at forbedre vores serviceydelser både til nuværende kunder og nye kunder gennem forbedret effektivitet og volumen”.

E*TRADE Banks nuværende kunder i Norden vil fortsat nyde godt af den samme service og de samme tilbud som tidligere. Derudover vil E*TRADEs kunder få udbytte af de ekstra handelsmuligheder, som de vil finde på Saxo Banks handelsplatforme. På lignende måde vil Saxo Banks nuværende og fremtidige kunder nu få mulighed for at spare op til pension gennem Saxo Bank og at handle med obligationer og etablere investeringskreditter.

Fournais og Seier Christensen tilføjer: ”Overtagelsen af E*TRADE Internationals bankforretninger i Norden vil styrke vores vækstmuligheder og markedsposition i Skandinavien. I de sidste ti år er E*TRADE International blevet et velrenommeret onlinehandels- og investeringsbrand i Europa, Mellemøsten og Asien. E*TRADEs nordiske forretninger og Saxo Banks brand er en stærk kombination, der styrker vores position på markedet for langsigtede investorer. I Saxo Bank ser vi frem til at kunne tilbyde E*TRADEs produkter og services i Norden til vores kundeunderlag og omvendt.”

Overtagelsen er under forudsætning af myndighedernes godkendelse og andre sædvanlige afslutningsbetingelser.

Pressekontakt
Kasper Elbjørn, pressechef
+45 3977 4300
[email protected]

Om Saxo Bank
Saxo Bank har specialiseret sig i online handel og investering, som sætter bankens kunder i stand til at handle med valuta (forex trading), CFD’er, aktier, futures, optioner og andre derivater. Banken tilbyder desuden porteføljeforvaltning via SaxoWebTrader og SaxoTrader, en af markedets førende online handelsplatforme. SaxoTrader er tilgængelig direkte via Saxo Bank eller en af bankens globale partnere. White Labelling er et vigtigt forretningsområde for Saxo Bank og omfatter tilpasning og branding af bankens online handelsplatform til andre finansielle institutioner og mæglere. Saxo Bank har flere end 120 White Label-partnere og tusindvis af kunder i over 180 lande. Saxo Bank har hovedkontor i København og kontorer i Australien, De forenede arabiske emirater, Frankrig, Grækenland, Holland, Italien, Japan, Kina, Schweiz, Singapore, Spanien, Storbritannien, og Tjekkiet.

Kontakter


Emner


Økonomi