PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/s%C3%A6t-kryds-i-kalenderen-sygehuse-i-fokus-ved-for%C3%A5rets-digitale-dage-12790

SÆT KRYDS I KALENDEREN: Sygehuse i fokus ved forårets Digitale Dage

Pressemeddelelse december 9, 2011 Byggeri

Under overskriften ”Sygehusprojekter i en digital LEAN-proces” samler De Digitale Dage 2012 - landets største digitale eksperimentarium, der med deltagelse af studerende fra hele byggeriets fødekæde løber af stablen i dagene 18., 19. og 20. april - byggeuddannelser og sundhedsuddannelser om renovering og modernisering af landets eksisterende sygehuse

- Parallelt med opførelse af nye supersygehuse står dansk byggeri overfor en historisk stor opgave med modernisering og renovering af landets eksisterende sygehuse, og med bygherrekrav om lean-styring samt fuld implementering af Det Digitale Byggeri lå emnet for næste års Digitale Dage lige til højrebenet.

Det er arrangørerne i det bredt sammensatte, nordjyske uddannelses-konsortium, som har udviklet og
gennemfører De Digitale Dage, der overfor byggeriets pressebureau sætter dagsordenen for næste års digitale eksperimentarium, hvor undervisere og studerende fra sundheds- og byggeuddannelser på Aalborg Universitet, EUC Nord, Tech College Aalborg og Teknologi & Business på UCN som led i projektering af en konkret modernisering af et eksisterende sygehus præsenterer de nyeste digitale redskaber.

Sygehusrenovering for 100 milliarder årligt

Konsortiet pointerer, at regningen til nye sygehuse over de kommende ti år lyder på godt 41 milliarder, mens omkostninger til modernisering af landets eksisterende sygehuse beløber sig til over 100 milliarder kroner årligt, og understreger på den baggrund behovet for i øget omfang at udnytte de digitale redskaber i forbindelse med sygehusrenovering.

Samtidig slår konsortiet fast, at der – for at sikre optimale vilkår for både sundhedspersonale og hospitalernes brugere parallelt med at byggeprocessen optimeres med henblik på reduktion af de fremtidige driftsomkostninger - er behov for i tværfaglige fora at samle og koordinere kompetencer fra byggeri, brugere og sundhedspersonale.

Tværgående samarbejde mellem bygge- og sundhedsuddannelser

På den baggrund har det nordjyske uddannelseskonsortium gennem det seneste år blandt andet arbejdet målrettet på at etablere et tværgående samarbejde mellem uddannelser indenfor byggeri og sundhed, og erfaringerne fra arbejdet har været entydigt positive.

- Ikke alene har koblingen mellem byggeri og sundhed skabt grundlag for øget gensidig forståelse af de komplekse krav, der gør sig gældende i forbindelse med nybyggeri og renovering i sundhedssektoren.

- Det har samtidig banet vej for innovativ nytænkning i relation til planlægning og effektiv udførelse, og det står klart, at tværgående samarbejde på dette felt rummer et betydeligt potentiale til både under planlægning, udførelse og fremtidig drift at optimere økonomi, kvalitet og brugervenlighed, konstaterer konsortiet, der ser frem til ved De Digitale Dage i april at udvide arrangementets tværfaglige perspektiv ved at inddrage studerende fra sundhedsuddannelserne i den digitale projektering af fremtidens hospitaler.

 

Rammetekst:

De Digitale Dage, der i 2009 blev søsat som et årigt tilbagevendende arrangement af Aalborg Universitet, EUC Nord, Tech College Aalborg, SmartCity.dk og Teknologi & Business på UCN, samler studerende og virksomheder fra hele byggeriets fødekæde om at præsentere, udbrede og udvikle Det Digitale Byggeri.

Arrangementet, hvor studerende i et åbent og tværfagligt forløb over tre dage forestår digital projektering af konkrete byggerier, blev fra alle sider af byggebranchen mødt med begejstring, og i dag står De Digitale Dage, der støttes økonomisk af blandt andre Konstruktørforeningen, Teknisk Landsforbund og Det Obelske Familiefond, som en af landets væsentligste aktører i arbejdet med at udbrede og udvikle Det Digitale Byggeri.

Kontakter


Emner


Byggeri