PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/rundsp%C3%B8rge-danskerne-har-mistet-interessen-for-h%C3%A5ndv%C3%A6rkerfradraget-20367

Rundspørge: Danskerne har mistet interessen for håndværkerfradraget

Pressemeddelelse juni 16, 2015 Folketingsvalg Håndværker Håndværkerfradrag Byggeri

Venstre-formand, Lars Løkke Rasmussen, har som en del af sin valgkamp annonceret, at bliver han statsminister , så bliver håndværkerfradraget også genindført. 3byggetilbud.dk, der formidler bygge- og renoveringsopgaver mellem danske boligejere og håndværkere, har taget temperaturen på danskernes holdning til håndværkerfradraget, og konstaterer at danskerne renoverer uanset om fradraget genindføres.

Rundsporge 1

Håndværkerfradraget har længe været genstand for en del politisk tovtrækkeri. Socialdemokratiet, Enhedslisten, Radikale, Liberal Alliance og Alternativet siger nej til en genindførelse, mens Venstre, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne siger ja. SF og Konservative siger også ja, og er endda klar til at hæve fradragsgrænsen. Nu viser en ny rundspørge, som 3byggetilbud.dk har foretaget blandt deres bygherrer, at 85 procent ikke har haft håndværkerfradraget i tankerne i forbindelse med igangsættelsen af deres næste renovering.

”Vi troede egentlig, at der var nogle af vores bygherrer, der havde taget forskud på en mulig genindførelse af fradragsordningen, når de her under valgkampen igangsatte bygge- og renoveringsopgaver, men de her tal viser altså noget helt andet. 85 procent af de adspurgte har ikke haft håndværkerfradraget i tankerne i forbindelse med deres byggeopgave. Det virker lidt som om, at danskerne har mistet interessen for håndværkerfradraget”, forklarer kommunikationschef hos 3byggetilbud.dk, Maria Carlsen. 

48 procent har før benyttet sig af håndværkerfradraget

3byggetilbud.dk’s rundspørge er gennemført fra d. 11- 15. juni blandt bygherrer, der netop nu igangsætter bygge- og renoveringsarbejder. De adspurgte har også svaret på, om de før har benyttet sig af fradragsordningen. Det svarer 48 procent ja til og 52 procent siger nej.

”Vi har før oplevet en stor interesse for håndværkerfradraget blandt vores bygherrer. Mange af dem kender også til fradragsordningen, og har før fået håndværkerfradrag, men lige nu har det ikke så stor betydning for de bygge- og renoveringsopgaver, som vi modtager. Og det er altså ikke fordi, at vi modtager færre opgaver. Tværtimod oplever vi en vækst på 33 procent i antallet af modtagne byggeopgaver”, tilføjer Maria Carlsen.  

3byggetilbud.dk har i år formidlet mere end 10.000 opgaver og har lige nu en vækst på 33 procent, når de første fem måneder af 2015 sammenlignes med samme periode i 2014.

Genindførelse er stadig attraktiv

Hos 3byggetilbud.dk er en genindførelse af håndværkerfradraget dog stadig kærkommen: ”Vi ønsker selvfølgelig stadigvæk, at håndværkerfradraget genindføres. Selvom, der er kommet mere gang i markedet, så tror vi stadig på, at fradragsordningen kan være en økonomisk håndsrækning for mange danskere, der står overfor renovering eller vedligeholdelse af boligen”, slutter Maria Carlsen fra 3byggetilbud.dk.

Kontakter


Emner


Folketingsvalg Håndværker Håndværkerfradrag Byggeri