PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/rumlerikkerne-ny-klub-for-sunde-og-glade-b%C3%B8rn-549

Rumlerikkerne: Ny klub for sunde og glade børn

Pressemeddelelse april 26, 2004 Helse

Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen blev budt velkommen med skudsalver af bristede balloner, da han kom for at åbne klubben Rumlerikkerne sammen med 180 børnehavebørn, der tog forskud på legene i klubbens medlemsmateriale.

Klubben Rumlerikkerne Børn Mad Motion fik en festlig åbning mandag formiddag og markerede samtidig starten på Hjerteugen. Landet over vil Hjerteforeningens lokalkomiteer og klubber ugen igennem præsentere Rumlerikkerne og deres budskab: At det sunde er sjovt, og at sunde børn trives.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Tryg i Danmark og Hjerteforeningen står bag klubben, som skal gøre det lettere for forældre til småbørn at vælge den sunde livsstil.

Lars Løkke Rasmussen fremhævede ved åbningen samarbejdet mellem det private, det offentlige og en frivillig organisation.

- Konceptet med en klub for småbørn kendes fra Børnenes Trafikklub, men indholdet i Rumlerikkerne er meget anderledes, fordi Rumlerikkerne skal hjælpe børnene og deres forældre med at spise sundt og bevæge sig.

Ministeren præsenterede sig selv som den kedelige mand, deres forældre falder i søvn til foran tv om aftenen.

- Mine forældre falder ikke i søvn foran tv, protesterede et af børnene.

- Det gør mine heller ikke, lød en anden barnerøst, for vi har ikke tv.

Da Lars Løkke Rasmussen spurgte børnene, om de spiser slik i weekenden, var der ingen tøven. 180 hænder røg straks i vejret.

- Heldigvis er de fleste danske børn sunde, sagde han. Men nogle spiser for meget slik, drikker for meget sodavand og bevæger sig for lidt. Det kan få alvorlige følger. De risikerer at blive for tykke og få sygdomme som sukkersyge og hjerte- og karlidelser. Rumlerikkerne skal hjælpe deres forældre med, at hele familien lever mere sundt.

Lars Løkke Rasmussen sluttede med at ønske, at alle danske familier kommer til at lære Rumlerikkerne at kende.

I de næste par dage sender klubben brev til 68.000 forældre til børn, der er født mellem 15. maj 2000 og 15. maj 2001. Det er i første omgang dem, der inviteres ind i klubben. Næste år bliver en ny årgang 3-4-årige inviteret. Klubben og det tilsendte materiale vokser med børnene, som kan være medlemmer i 3 år.  

Læs mere om klubben på www.rumlerikkerne.dk

Yderligere oplysninger: projektleder Lone Lindegaard Nordin, 33 67 0005 eller 26 20 63 14

Kontakter


Emner


Helse