PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/rodgrod-med-flode-719

Rodgrod med flode

Pressemeddelelse august 24, 2004 Helse

Danmark går forrest med kampagne for EU’s økologimærke

Bof med blode log. Rodgrod med okologisk flode. Når nu de andre europæere ikke kan sige Ø, må vi tale økologi, så alle kan forstå det. Det er budskabet i Fødevareministeriets kommende kampagne for EUs økologimærke.

Manglende kendskab til de mange forskellige europæiske økologimærker er en meget alvorlig hæmsko for afsætningen af danske økologiske varer i EU og for at få flere europæiske økologiprodukter på de danske butikshylder. Det er baggrunden for at Fødevareministeriet nu sætter gang i en kampagne for det europæiske økologi-logo.

Vi har reelt ikke et indre marked for økologien. Det skal vi have, så nu går Danmark forrest med en kampagne, og så vil vi lægge pres på de øvrige EU-lande, for at få dem til at følge trop, siger fødevareminister Hans Chr.  Schmidt.

Vi har brug for et effektivt marked. Det er forudsætningen for, at økologien får mulighed for at udvikle sig kommercielt, siger fødevareministeren, der understreger, at målet er at fastholde det høje kendskab til det danske Ø-mærke, samtidig med at mange flere får øjnene op for det fælles europæiske mærke.

Der er på europæisk plan en øget bevågenhed om EU-mærket og nødvendigheden af at udbrede mærket. Den Europæiske Aktionsplan for Økologi, som Kommissionen præsenterede først på sommeren, peger således også på EU-mærket som et middel til at fremme samhandlen og den økologiske udvikling.

Jeg er godt tilfreds med, at Kommissionen med sin aktionsplan fokuserer på udbredelse af EUs økologilogo og dermed bekræfter den vision, som vi fra dansk side gerne vil udbrede til resten af Europa. Aktionsplanen gør det dog ikke alene. Derfor vil jeg også dele de erfaringer, den danske kampagne giver os, med mine kolleger i EU og dermed forhåbentligt inspirere dem til at igangsætte lignende initiativer, siger Hans Chr. Schmidt.  

Der er bred opbakning til kampagnen fra de store organisationer på fødevareområdet - herunder både Økologisk Landsforening, Landbrugsraadet, FødevareIndustrien og Forbrugerrådet. Også fødevareerhvervet bakker op om EU-logoet og kampagnen, hvoriblandt andet Arla og Thise Mejeri sætter EU-mærket på deres økologiske mælk, mens en række detailkæder fører kampagnen ud i butikkerne.

Kampagnen er netop begyndt og strækker sig frem til efteråret 2005 med et budget på i alt 10,4 millioner kroner. EU-Kommissionen finansierer halvdelen. Kampagnen bygger videre på danskernes høje kendskab til økologi og Ø-mærket, som blev opnået med sidste års Øøøø-kampagne.  

Kontakter


Emner


Helse