Ritt og Bondam skyder Søren Pinds andelsforslag ned
Pressemeddelelse september 29, 2005 Hus og HaveSøren Pinds kontroversielle forslag om at åbne op for, at andelshavere kan sælge deres andelslejlighed som ejerlejlighed, og herved skaffe statskassen et engangsbeløb på kr. 50 milliarder, falder ikke i god jord hos Ritt Bjerregaard og Klaus Bondam, fortæller de begge til Andelsportal.dk.
I forlængelse af Søren Pinds forslag har Andelsportal.dk taget temperaturen hos et udsnit af landets andelshavere og undersøgelsen viste, at 73% ville sælge deres andel, hvis de fik mulighed for det, mens 27% svarede klart nej. Undersøgelsen er ikke empiri, men giver en indikation af hvordan andelstanken har det i dagens Danmark, hvilket Andelsportal.dk har forelagt de to overborgmesterkandidater;Klaus Bondam udtaler ”Ud fra Andelsportal.dks undersøgelse kunne man umiddelbart være hurtig og konkludere at andelstanken er afgået ved en pludselig død - men det tror jeg nu ikke. De her procent-satser betyder ikke, at vi skal skrotte andelsboliger, men tallene viser derimod at andelshaverne er nogle af dem, der føler sig pressede på boligmarkedet og de er villige til at give køb på de oprindelige noble tanker om andele.” og Bondam fortsætter ” København skal være en by for alle, ikke bare for den pengestærke del af befolkningen. Derfor er Andelsboligformen vigtig for København. Der skal være boliger i København, der kan betales med en lav og mellemindkomst. Og det sikrer andelsboligen. Jeg mener, at vi skal gå en anden vej end Søren Pind og hans idéer om at kunne sælge andele” slutter Klaus Bondam.
Ritt; ”Behov for at Christiansborg ser på reglerne”
Ritt Bjerregaard er heller ikke enig med Søren Pind og udtaler til andelsportal.dk; ”Andelsboligformen har i mange år været en fortrinlig boligform, der har fyldt et hul mellem ejer- og lejeboligen, hvor beboerne selv har kunnet bestemme serviceniveau og renoveringer. De seneste års udvikling viser imidlertid, at der nok er et behov for, at man på Christiansborg ser mere grundlæggende på reglerne for andelsboligforeningerne.” og hun fortsætter ”Men det er et landspolitisk spørgsmål, ikke et københavnsk. Lige nu og her har vi imidlertid ikke i København brug for, at der kommer flere dyre boliger i København, selvom enhver jo selvfølgelig sagtens kan forstå, at også andelsboligtagerne gerne vil have del i værdistigningerne. Men det var ikke de vilkår, de oprindeligt kunne overtage deres bolig på” afslutter Ritt Bjerregaard.
Andelsportal.dk, som drives af AB Gruppen, servicerer landets andelshavere og andelsboligforeninger med bl.a. gratis rådgivning, nyheder på boligmarkedet og arbejdsopgaver i udbud. I 2005 har portalen sammen med sin søsterportal Ejerportal.dk videreformidlet arbejdsopgaver for mere end kr. 400 millioner og portalerne har over 15.000 månedlige brugere.
Kontakt direktør Martin Borgstrøm fra AB Gruppen på telefon 7733 4000 eller [email protected] for mere information og billedmateriale - www.andelsportal.dk
Emner
Hus og Have