PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/rekordmange-indstillinger-til-dansk-landskabspris-2015-21746

Rekordmange indstillinger til Dansk Landskabspris 2015

Pressemeddelelse oktober 6, 2015 Landskabsarkitektur Danske Landskabsarkitekter Dansk Landskabspris

Landets fremmeste landskabsarkitektvirksomheder, kommuner og privatpersoner har over de seneste måneder indstillet et rekordstort antal projekter til Dansk Landskabspris 2015. De indstillede projekter tegner et bredt billede af landsarkitekternes virke.

DLP 01 – Tagparadiset

Dansk Landskabspris uddeles af Park og Naturforvalterne, Danske Arkitektvirksomheder og Danske Landskabsarkitekter. I år er det 7. gang at prisen uddeles, og målet er at sætte fokus på landskabsarkitekturens mangfoldighed. Derudover hædrer Dansk Landskabspris 2015 landskabsarkitektoniske værker eller personer, hvis projekter tjener som inspiration for den overordnede udvikling af landskabsfaget.

Klimasikring og tilgængelighed
En række af landets anerkendte landskabsarkitektvirksomheder, kommuner og privatpersoner har indstillet 35 projekter, der er spredt ud over hele landet. Indstillingerne varierer i størrelse og indhold - fra færdiggjorte by- og landskabsrum over strategioplæg til projekter, der tager afsæt i de stedbundne potentialer og tager hensyn til de landskabs- og kulturhistoriske værdier. Indstillingerne viser blandt andet, at projekter der kombinerer landskabsarkitektur og klimasikring er mere aktuelle end nogensinde før. En anden overordnet tendens er, at man udvikler multifunktionelle byrums- og landskabsprojekter, så det bliver mere almindeligt, at det samme byrum både rummer plads til ophold/ro og bevægelse/aktivitet. Endelig åbner man landskabs- og byrum omkring uddannelsesinstitutioner og private virksomheder, så offentligheden kan anvende de tilstødende by- og landskabsrum, der indgår i et nyt samspil med deres omgivelser.   

Danske Landskabsarkitekter er sekretariat for Dansk Landskabspris 2015, og sekretariatsleder Lillan S. Thomsen glæder sig over de mange indstillinger. ”De indstillede projekter viser landskabsarkitekternes mangfoldighed og kreativitet. Vi er meget glade for, at landets fremmeste landskabsarkitektvirksomheder i den grad har vist interesse for prisen ved at indstille deres projekter. Derudover viser kommunernes og privatpersoners indstillinger, at der i disse år er øget interesse for, hvordan landskabsarkitekter bidrager til at skabe offentlige mødesteder, opholds- og aktivitetsrum. Dette samtidig med at de på en helhedsorienteret og bæredygtig facon imødekommer de klimamæssige, økonomiske og sociale udfordringer, samfundet står overfor. Jeg ser frem til følge den videre proces og er spændt på at se, hvilke finalister juryen indstiller til Dansk Landskabspris 2015”.

Juryen nominerer tre finalister
De kommende måneder gennemgår juryen alle de indstillede projekter og nominerer tre finalister, der præsenteres ved den officielle prisoverrækkelse i januar 2016. Vinderprojekt bliver belønnet med 50.000 kroner og de to øvrige, nominerede forslag får hædrende omtale.

Prisjuryen 2015 består af én repræsentant fra hver af de tre organisationer samt to uvildige repræsentanter. Juryen er:

  • Landskabsarkitekt MAA MDL Lisbeth Westergaard, LIW planning, repræsentant for DANSKE ARK
  • Landskabsarkitekt MDL Bo Holm-Nielsen, ZoffmannHolm Landskabsarkitekter, repræsentant for Danske Landskabsarkitekter
  • Landskabsarkitekt Steen Himmer, Gentofte Kommune, repræsentant for Park og Naturforvaltere
  • Professor, arkitekt MAA, PhD Tom Nielsen, Arkitektskolen Aarhus, uvildig repræsentant
  • Journalist, tv-vært Adrian Lloyd Hughes, DR Kultur, uvildig repræsentant

Læs mere om Dansk Landskabspris 2015 på www.landskabsarkitekter.dk

BILLEDTEKSTER
DLP 01 – Tagparadiset

Vinder af Dansk Landskabspris 2014: Tagparadiset, Vestervang Fritidshjem på Vesterbro i København. Team: Alfa-altanerne samt børn og voksne fra Vestervang Fritidshjem. Hovedsponsor: Områdefornyelsen centrale Vesterbro i samarbejde med Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter Fotograf Steen Brogaard.

DLP 02 – Stille Steder
Vinder af Den lille Landskabspris 2013 under temaet ”Stille Steder”. Fem naturområder i Silkeborg Kommune. Salten Ådal i Silkeborg / Foto: Silkeborg Kommune.

DLP 03 – Hjerting Strandpark
Dansk Landskabspris gik i 2012 til Esbjerg Kommune for Hjerting Strandpark. Parken blev nomineret og vandt efterfølgende prisen for at være et projekt, der forener anlæg og drift med natur og oplevelsesmæssige værdier. Fotograf Ellen Braae.

DLP 04 – Store Skov
Midlertidig frodighed.  Under temaet frodighed gik den lille Landskabspris i 2011 til Schønherr og Aarhus Festuge der med projektet ”Med skoven som nabo” på Store Torv understregede, at det bedste naboskab er integration. Fotograf: Martin Dam Kristensen.

DLP 05 – Måløv Aksen
Prismodtageren af Dansk Landskabspris i 2010 var LIW planning & ADEPT. Temaet var 'kotering' og de vandt prisen for at omdanne Måløv Aksen til et aktivt og spændende byrum udformet som en rumdannende smeltevandsdal. Fotograf: Kåre Viemose fra ADEPT.

Kontakter


Emner


Landskabsarkitektur Danske Landskabsarkitekter Dansk Landskabspris