PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/rejselyst-til-norsk-sk%C3%B8nhed-og-amerikansk-storhed-2094

Rejselyst til norsk skønhed og amerikansk storhed

Pressemeddelelse januar 3, 2006 Livsstil

Danmarks ældste, privatejede rejsebureau har siden 1929 tilhørt familien Hjorth Rasmussen. I dag kombinerer tre generationer god, gammeldags service med moderne oplevelser

Art deco miami south beach lavtopl
Når direktør Berit Hjorth Rasmussen, hendes mand Carsten Hansen og deres søn Nicolai Hjorth Hansen tager til USA, har de altid rulleskøjterne med. De elsker at suse gennem New Yorks og andre storbyers gader i en fart, der tillader dem at tilbagelægge ret lange dagsture, og som samtidig giver dem den mest intense oplevelse af omgivelserne. Alle lyde, dufte og synsindtryk er stærkere, end hvis man er i bil.

Berit Hjorth Rasmussen er 44 år og tredje generation i familiefirmaet Norsk Rejsebureau, der har eksisteret i hjertet af København, siden norske Kaptajn Ejlertsen i 1909 gik i land og giftede sig med sin danske udkårne. I 1914 ansatte han den 16-årige Robert Rasmussen i sit firma, der allerede dengang sendte gæster på den eventyrlige sørejse med Hurtigruten langs Norges kyst og ind i de dybe fjorde. Kaptajn Ejlertsen døde i 1920, og enken overtog. Den unge Rasmussen, der i mellemtiden var blevet prokurist, overtog firmaet efter enken i 1929.

Robert Rasmussen var Berit Hjorth Rasmussens farfar. I 1952 ansatte Robert Rasmussen sin søn Ole Hjorth Rasmussen i firmaet. På det tidspunkt spurgte man ikke sine arvinger, om de ville arbejde i familiens virksomhed. Det var en selvfølge.
- Min farfar var af den gamle skole. Han kunne finde på at sige: ”Hvorfor skal personalet have stole at sidde på, når de kan stå op?”, fortæller Berit Hjorth Rasmussen med smil i stemmen.
Selv om de tider længst er forbi, har firmaet i dag bevaret ”Den gamle Rasmussens” gåsepen som et minde om fordums liv på kontoret. Og den dag i dag værdsætter og praktiserer Norsk Rejsebureau den gammeldags, personlige betjening.

Ole Hjorth Rasmussen overtog firmaet helt efter sin far i 1978, men allerede i 1974 var den dengang 13-årige Berit Hjorth Rasmussen begyndt at have sin gang på rejsebureauet. Hun arbejdede da som piccoline.
- Jeg kom helt frivilligt. Min far lagde aldrig skjul på, at han gerne ville have mig ind i firmaet, men han pointerede lige så nøje, at jeg ikke på nogen måde var tvunget til det, forsikrer Berit Hjorth Rasmussen, der kun afbrudt af sin uddannelse på Niels Brock har været der lige siden.

I dag arbejder Ole Hjorth Rasmussen stadig i firmaet, selv om datteren 1. januar, 2000 overtog ejerskabet. I mellemtiden er også Berits mand, Carsten Hansen, kommet til, og deres søn Nicolai prøver i disse år af, om også hans fremtid skal ligge i familiefirmaet. Nicolai Hjorth Hansen øser af sin allerede mangeårige erfaring til kunderne i Norsk Rejsebureaus lillesøster, USA Rejser.
Norsk Rejsebureau udvidede i 1979 forretningen ved at grundlægge USA Rejser, der hvert år sender hundredevis af turister til en hvilken som helst destination i de storslåede og vidtstrakte ”Forenede Stater”.
Siden Nicolai Hjorth Hansen var ganske lille, har forældrene taget ham med på deres mere end 150.000 miles lange rejser gennem USA, som de fortsætter med år efter år. De mangler kun at besøge fem af de 50 stater. Så Nicolai har oplevet mere af det store land over there end de fleste andre sælgere i branchen.

Norsk Rejsebureau er især kendt for Hurtigruten, som bureauet er hovedagent for. Hurtigruten har et verdensomspændende, godt ry. Tusindvis af rejselystne folk fra hele kloden har gennem over 100 år set de imponerende og storslåede, norske fjelde fra søsiden. Men Norsk Rejsebureau er naturligvis fulgt med tiden. Ellers var det på ingen måde muligt at blive The Grand Old Lady i branchen.
I dag arrangerer bureauet rejser til alle kendte rejsemål i Norge. Skisæsonen er den altdominerende, men Norsk Rejsebureau sender turister afsted med fly, tog, bus eller i egen bil hele året rundt til alle tænkelige feriesteder til den friske, norske luft og natur.

Personlig betjening og skræddersyede rejser til den enkelte turist eller familie er centrale værdier både for Norsk Rejsebureau og USA Rejser. Medlemmerne i familien Rasmussen og Hansen ved, hvad de taler om, for de har personligt opholdt sig de steder, de sender folk ud til. De kender forholdene, hotellerne, hytterne, løjperne, bjergstierne samt de brede boulevarder. Dertil kommer, at personalet er trofast og for de flestes vedkommende har flere årtiers erfaring med at sende turister til Norge og USA.

- Den personlige betjening er et varemærke, som vi holder fast i. Vi har ganske vist en hjemmeside for begge bureauer, men det er ikke muligt at bestille rejser via internettet hos os. Man må ringe eller møde op personligt. Det er en garanti både for kunden og for os om, at der ikke sker misforståelser, og at kunden får netop den rejse, vedkommende ønsker sig, slår Berit Hjorth Rasmussen fast.

Norsk Rejsebureau og USA Rejser har til huse på Strøget i København, Frederiksberggade 10,1459 København K. Telefon: 33124565, e-mail: [email protected], www.norskrejsebureau.dk og www.usarejser.dk

Billedtekster:

Berit Hjorth Rasmussen og Carsten Hansen suser gerne afsted på rulleskøjter, når de holder ferie i en amerikansk storby, her i Art Deco, South Beach Miami.

For Berit Hjorth Rasmussen er ski et lige så naturligt transportmiddel som en cykel. Direktøren kender personligt alle de feriesteder og skiløjper, hun sender danske gæster afsted til i vores fjeldrige broderland.

Norsk Rejsebureau er hovedagent for den verdensberømte sørejse Hurtigruten.

Kontakter


Emner


Livsstil