PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/region-midtjyllands-seniorer-glemmer-sundheden-7012

Region Midtjyllands seniorer glemmer sundheden

Pressemeddelelse april 28, 2009 Helse

37 procent af dødsfaldene i Region Midtjylland skyldes hjertekarsygdom – det svarer til at 4.300 personer hvert år dør af hjertekarsygdom. Sygdommen er dermed den hyppigste dødsårsag i regionen. Midtjyderne i aldersgruppen 55-69 år gør mindst for at holde sig sunde sammenlignet med resten af landet og flest føler sig i risikozonen for at få hjertekarsygdom

Hjertekarsygdom er en livsstilssygdom, der i vid udstrækning kan forebygges. Hjertekarsygdomme begynder for alvor at ramme os, når vi har rundet 50 år, men selv om man har rundet 50, kan man vinde meget ved at ændre livsstil. Det er der imidlertid færre i aldersgruppen 55-69 år i Region Midtjylland, der tager det alvorligt, end i resten af landet. Midtjyderne er nemlig dem, der adspurgt om en række faktorer relateret til sundhed (om de spiser sundt, har et godt socialt liv, lader være med at ryge, dyrker motion, undgår stress, har et aktivt sexliv), er dem, der samlet kommer dårligst ud. 36 procent af de adspurgte føler sig desuden i risikozonen for at udvikle hjertekarsygdom - det er flere end i nogen anden region. Det viser en ny undersøgelse blandt 55-69-årige danskere, som Zapera har foretaget for Hjerteforeningen.

- Det første skridt mod en sundere livsstil er ofte det sværeste at tage, men det er aldrig for sent at begynde. Hjertekarsygdom er en af de sygdomme, hvor den enkelte for alvor selv kan gøre en forskel for ikke at havne i de negative statistikker. Fx nedsætter man risikoen for at få hjertekarsygdom med 30 procent, hvis man dyrker 30 minutters daglig motion, siger Susanne Volqvartz, direktør i Hjerteforeningen.

De 55-69-årige i Region Midtjylland trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet pga. sygdom

Hjerteforeningens rundspørge viser, at Region Midtjylland er den region, hvor flest i aldersgruppen 55-69 år må trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet pga. sygdom. 30 procent har trukket sig tilbage pga. sygdom - det er 6 procent over landsgennemsnittet og hele 10 procent flere end blandt naboerne i Region Nordjylland. Samtidig har de midtjyske seniorer det dårligste kendskab til risikofaktorerne, der kan føre til hjertekarsygdom. 35 procent mener, de har et stort kendskab til risikofaktorerne, hvilket er 15 procent færre end i Region Hovedstaden, hvor kendskabet er størst og 7 procent under landsgennemsnittet.

- Hjertekarsygdom kan opstå uanset alder, men der er en tydelig stigning i forekomsten, når folk nærmer sig 50 år. Med kampagnen "Tal til hjertet" opfordrer vi alle over 50 til jævnligt at få tjekket deres helbredstal - blodtryk, kolesterol, blodsukker, kondital og taljemål. Er disse tal under kontrol, reduceres risikoen for hjertekarsygdom markant, afslutter Susanne Volqvartz.

For yderligere information:

Lars Hübertz, pressekoordinator 29 29 12 11 eller [email protected]

Tal til hjertet. Kend dine tal - og få et længere og bedre liv

Et langt og godt liv står formentlig øverst på ønskelisten hos alle. For mange er livet efter de 50 blevet den tid, hvor drømmene og forventningerne til tilværelsen skal realiseres. Alt for ofte sætter sygdom imidlertid en bremse for planerne.

Hvert år dør ca. 18.000 danskere af en hjertekarsygdom - det er 2.500 flere, end der dør af kræft. Hjertekarsygdom er hermed den hyppigste dødsårsag i Danmark. Alene i 2008 kæmpede mere end 305.000 danskere med sygdommen. Samfundsøkonomisk er hjertekarsygdom den største enkeltstående post i det danske sygehusvæsen med en samlet estimeret udgift på ca. 12 mia. kroner.

Hjertekarsygdom er en livsstilssygdom. Det betyder, at den i vid udstrækning kan forebygges, og selv om man har rundet de 50 kan man vinde meget ved at ændre livsstil. Det gør Hjerteforeningen nu opmærksom på med den landsdækkende kampagne, "Tal til hjertet", der lanceres i Hjerteugen i uge 18.

Kampagnen skal informere danskerne om vigtigheden af at kende sine tal: kolesteroltal, blodtryk, blodsukker, taljemål og kondital. Kender man sine tal, ved man også, hvor vigtigt det er med forebyggende aktiviteter, så livet på den anden side af de 50 bliver lige så langt, aktivt og spændende, som man drømmer om.

Kontakter


Emner


Helse