Regeringens betalingsring koster håndværksfirmaer dyrt
Pressemeddelelse oktober 24, 2011 ErhvervDe mange bygge- og anlægsvirksomheder i Københavnsområdet bliver hårdt ramt, når at regeringens omdiskuterede betalingsring bliver en realitet. En ekstra regning på flere 100.000 kroner om året er virkeligheden for flere virksomheder, der ikke skal forvente den store hjælp fra politikerne.
Små, mellemstore og store bygge og anlægsvirksomheder i København og omegn kan forvente en betydelig ekstraregning, når regeringens betalingsring bliver indført. For mange firmaer kan regningen komme til at lyde på mange 100.000 kroner om året, fordi de dagligt kører ind og ud af København.
”Det her er penge, der belaster virksomhederne direkte på bundlinjen. I værste tilfælde kan det koste arbejdspladser, og vi kommer helt sikkert til at se nogle virksomheder for hvem, at markedet er for klemt, og det presser deres økonomi. Især mange små virksomheder med skarp konkurrence bliver dårligt stillet, når betalingsringen kommer, fordi spørgsmålet er, om de kan overkomme denne ekstra omkostning, som de skal forsøge at sende videre til bygherre,” siger branchedirektør hos Dansk Industri, Michael Svane, til 3byggetilbud.dk, og understreger samtidig, at den tid som virksomhederne kan spare ved at køre indenfor ringen, er minimal i forhold til den ekstra udgift, det koster at passere betalingsringen.
”Det kan ende med fyringer”
Hos 3byggetilbud.dk, der formidler mere end 350 bygge- og anlægsopgaver om ugen, fortæller flere leverandører, at de frygter den nye betalingsring. En af dem er Fjordens Haveanlæg & Service i Glostrup, der dagligt kører med seks biler ind og ud af København.
”Det bliver en dyr omgang. Vi har regnet ud, at det vil koste os omkring 200.000 kroner ekstra om året, og de penge skal tjenes ind, enten gennem flere opgaver, eller at bygherre må betale for de ekstra udgifter, vi får, når vi kører gennem betalingsringen. I værste tilfælde kan det ende med fyringer, hvis at pengene ikke kommer ind,” siger ejer Heine Gustafson.
Svækker væksten
3byggetilbud.dk frygter, at betalingsringen kan ramme en bred vifte af bygge-, anlægs- og hånsværksvirksomheder, som dagligt arbejder i København.
”Hvis at man ikke fra politikernes side kommer med en løsning eller lempelse i forhold til virksomhedernes ekstra omkostninger, når at ringen kommer, kan det blive en dyr omgang for branchen, og især små og mellemstore håndværksvirksomheder kan blive hårdt ramt. Det svækker deres konkurrenceevne, og i sidste ende svækker det også den generelle vækst i samfundet,” siger Martin Borgstrøm, administrerende direktør for 3byggetilbud.dk.
Hos regeringspartiet SF står man fast på, at betalingsringen skal gennemføres.
”Vi ved jo, at timeprisen på en håndværker er høj, men med betalingsringen undgår man at komme til at sidde fast i bilkøer. Det skal man tænke over. Men jeg kan ikke gå dybere ind i det nu, da vi først skal inddrage alle relevante parter, inden at det endelige udspil er klar,” siger trafikordfører Anne Baastrup.
Emner
Erhverv