PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/regeringen-vil-have-gang-i-landdistrikterne-1001

Regeringen vil have gang i landdistrikterne

Pressemeddelelse januar 14, 2005 Natur

Vi skal ikke kæmpe mod globaliseringen, for det er en god udvikling. Men vi skal skabe gode rammer for både erhvervsliv og befolkning. Ikke mindst i landdistrikterne.

Levende og dynamiske landdistrikter ikke bare frilandsmuseer. Det kunne være overskriften for EUs landdistriktspolitik. De tider er omme, hvor landbruget fik støtte til at producere bestemte afgrøder. I stedet er man begyndt med at overføre midler fra den direkte produktionsstøtte til generel landdistriktsudvikling.

Målet er at udvikle landdistrikterne i bred forstand. Der skal mere gang i beskæftigelsen i de områder, hvor der er mangel på arbejdspladser og samtidig skal der gøres en indsats for natur og miljø.

Nogle steder har beskæftigelsen været koncentreret i industrien og fremstillingserhvervene. Og det er netop de erhverv, der for alvor har kunnet mærke globaliseringen og den internationale konkurrence.  En del virksomheder har drejet nøglen om eller flyttet produktionen til udlandet. I andre områder går det fint man har f.eks. mange mindre virksomheder, der er gode til at omstille sig - og det er jo en konkurrencemæssig fordel.

”Vi skal ikke kæmpe mod globaliseringen, for det er en god udvikling. Men vi skal skabe gode rammer for både erhvervsliv og befolkning. Ikke mindst i landdistrikterne,” siger fødevareminister Hans Chr. Schmidt.

”Regeringen har afsat 20 millioner kroner årligt i 2003-2005 til regionale vækstsamarbejder i ni udkantsområder. Desuden har vi afsat yderligere 10 millioner kroner i årene 2005-2008 til projekter, der kan bygge bro mellem udkantområder og vækstcentre. Nogle kommuner er meget afhængige af fiskeri så her har vi afsat 45 millioner kroner til blandt andet efteruddannelse og støtte til at omstille sig til andre erhverv,” påpeger Hans Chr. Schmidt.

Også Landbruget må indstille sig på forandringer, men man har også allerede taget handsken op.

”Regeringen og landbruget i fællesskab finansierer fem projekter til i alt 45 millioner kroner, der skal give os mere viden om hvordan vi bekæmper lugtgener. I 2005 følger vi det op med et forskningsprogram på 100 millioner kroner, som udover lugtproblemet også skal være med til at nå de andre mål vi har sat for vandmiljøet,” siger fødevareministeren.

Kontakter


Emner


Natur