PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/regeringen-giver-1000-kroner-pr-husstand-til-energirenoveringer-12695

Regeringen giver 1000 kroner pr. husstand til energirenoveringer

Pressemeddelelse november 17, 2011 Politik

Efter ugers spekulationer er regeringen klar med et reelt beløb på, hvor stor den kommende energirenoveringspulje bliver. 500 millioner kroner i 2013 og et tilsvarende beløb i 2014. Administrerende direktør for Energihjem.dk Martin Borgstrøm frygter, at det uambitiøse beløb ikke får den ønskede energi-effekt.

Energihjem pressport

RETTELSE: Tidligere i dag sendte Energihjem.dk en tilsvarende pressemeddelelse ud, hvor der stod, at regeringen vil yde 500.000 millioner kroner til en energirenoveringspulje i 2013 og 2014. Dette er en fejl. Beløbet er naturligvis 500 millioner kroner i 2013 og 2014.

ARTIKLEN:

”Vi skal gennemføre en grøn omstilling af vores samfund.” Sådan lød det fra statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i går, da hun fra folketingets talerstol svarede på spørgsmål fra oppositionen.

Udmeldingen er i tråd med den grønne profil, som regeringen ønsker at satse på. Blandt andet ved at åbne op for en grøn tilskudsordning til energirenoveringer, som umiddelbart kommer til at afløse boligjobordningen den 1. januar 2013. Indtil nu har det været uvist, hvor stort et beløb puljen kommer til at indeholde, men nu er regeringen klar med et udspil.

500 millioner kroner over to omgange
”Regeringen mener, at den grønne støtteordning, som vi har valgt at kalde den, skal indeholde 500 millioner kroner i 2013 og 500 millioner kroner i 2014. Det skal gøre det mere attraktivt som boligejer at energirenovere sin bolig, hvilket bidrager til et bedre klima og mindre energiforbrug. Det skal være med til at kickstarte økonomien,” siger minister for by-, bolig- og landdistrikter Carsten Hansen (S) til Energihjem.dk.

Hvis at man ønsker at fremme området for energirenoveringer, er én milliard kroner så tilstrækkelig, når man tænker på, hvor dyre energirenoveringer kan være?

”Man skal være opmærksom på, at vi befinder os i en økonomisk krise, og at vi har overtaget en kæmpe gæld fra den tidligere regering.”

Den kommende energirenoveringspulje vil for eksempel yde tilskud til udskiftning af vinduer, isolering, tagudskiftning og installering af solfangere. Det er endnu uvist, hvor stort et tilskud, man kan opnå som boligejer. Det vil blive besluttet under de igangværende finanslovsforhandlinger.

Uambitiøst udspil
Men et simpelt regnestykke viser hurtigt, at der formentlig bliver tale om et mindre tilskud. I Danmark findes der lidt over én million parcelhuse, og anslår man, at bare en fjerdedel vil gøre brug af den grønne støtteordning, vil det i gennemsnit give 4000 kroner i tilskud. Hvis at alle parcelhuse gør brug af ordningen, giver det et tilskud på 1000 kroner.

”Det er et uambitiøst udspil. Forventningerne til denne her pulje har været enorme, og derfor kan man ikke blive andet end skuffet, når regeringen kun sætter én milliard kroner til side. Man risikerer, at mange energirenoveringer ikke bliver til noget, fordi tilskuddet er så minimalt i forhold til den investering, som et solcelleanlæg for eksempel er,” siger Martin Borgstrøm, administrerende direktør hos Energihjem.dk.

Energihjem.dk har været i kontakt med Venstre, De konservative og Dansk Folkeparti. Ingen af partierne har ønsket at udtale sig om, hvor stort et beløb de mener, at energipuljen skal indeholde.

Energihjem.dk er drevet af AB Gruppen A/S, der driver nogle af Danmarks største boligsider, herunder Andelsportal.dk og Ejerportal.dk. Energihjem.dk har specialiseret sig i at hjælpe danske husejere til grønne energiløsninger, og skriver samtidig om energi- og klimaområdet. AB Gruppen A/S driver derudover 3byggetilbud.dk, der formidler håndværker- og byggeopgaver til hele Danmark.

Emner


Politik