PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/probana-business-school-l%C3%A6ring-tilpasset-erhvervslivet-15966

PROBANA Business School – Læring tilpasset erhvervslivet

Pressemeddelelse juni 12, 2013 Uddannelse

Læring er et begreb, der har optaget adskillige forskere op igennem tiden. En af disse forskere var Ivan Petrovich Pavlov (1849-1936), russisk læge og fysiolog, som nok er mest kendt for sine studier af betingede reflekser. Pavlov foretog en række forsøg med sine hunde for at illustrere de betingede reflekser. I forbindelse med fodring af hundene, startede han altid med at ringe med en klokke. Han opdagede hurtigt, at hundene begyndte at savle, ikke kun når de blev fodret, men alene når der blev ringet med klokken. Således lærte hundene, at lyden var forbundet med fodring. Denne tilgang til læring hører under den behavioristiske retning.

Logo til pressemeddelelser

Som et opgør mod denne stimuli-respons udvikledes den kognitive tilgang til læring. I modsætning til behaviorismen, som ikke medregner tankeprocesser, lægger kognitiv teori vægt på indsigt. Således argumenterer denne teoretiske tilgang for, at mennesket (eller dyret) lader til at tænke sig om og komme frem til en løsning på en given problemstilling. Forskere har gennem forsøg med blandt andet aber forsøgt at illustrere, hvorledes de kan nå frem til en løsning på et problem ved at tænke sig om. Et forsøg omhandler en abe, som ikke kunne nå et stykke frugt, hvorefter aben satte sig ned og tænkte sig til en løsning. Efter et stykke tid rejste aben sig op og satte nogle trækasser oven på hinanden, hvorefter den ved at stå på disse kunne nå frugten.

I dag taler vi primært om læring frem for indlæring. Læring anses som en aktiv proces, hvor den, som lærer, selv påvirker sin viden, handlinger og værdier. Læring, som begrebet forstås i dag, foregår i et samspil med omgivelserne og er afhængig af omverden. Man kan således sige, at læring er kontekstafhængig eller situationsbestemt. Dette er hovedargumentet bag Lave & Wengers teori om situeret læring. Denne teori tager udgangspunkt i forståelsen af, at læring opstår i forbindelse med praksisfællesskaber. PROBANA tilbyder flere forskellige uddannelser, som behandler læring fra forskellige vinkler – Youtube: Læs mere om PROBANAs uddannelser her.

PROBANA Business School har brugt 15 år på at udvikle de perfekte undervisningsmoduler. Men vi har ikke gjort det alene. Vores mere end 200 undervisere og vores skarpe kursister fra hele landet hjælper kontinuerligt med at vise, hvilken viden og hvilke værktøjer de egentlig har brug for. Siden 2001 har mere end 15.000 danske ledere efterprøvet vores digitale undervisningsform. Det gør den til den bedst testede af sin slags i Danmark. Hos Probana mener vi, at teknologien skal tilpasse sig undervisningen – og ikke omvendt. Det sikrer vi ved at lade teknologien basere sig på de ønsker om viden, vores kursister har. Læring i samspil med den travle erhvervsleder er derfor omdrejningspunktet for alle PROBANAs uddannelser, som du kan læse mere om her.

Læring foregår ikke kun hos den enkelte. PROBANAs uddannelser giver dig redskaber til at skabe en organisation med fokus på læring – Den lærende organisation.

Senge opstiller tre discipliner, som er kritiske for en organisation at mestre, før den kan karakteriseres som en lærende organisation. Disse består af:

A: At skabe en fælles vision

B: At synliggøre og teste de mentale modeler

C: At skabe systemtænkning

De tre discipliner skal forstås som såkaldte læringsdiscipliner, det vil sige, at de hver har at gøre med, hvordan ledere og medarbejdere i en organisation interagerer og lærer sammen. De tre discipliner er ikke at forstå som konkrete redskaber. Disciplinerne skal derimod ses som overskrifter for aktiviteter, bestræbelser, ledelsesindsatser og organiseringsprincipper.

A: Fælles vision
Senge sammenligner en virksomheds vision med et hologram, da et hologram selv efter, at det er blevet delt mellem medarbejderne, illustrerer helheden. Det samme ville ikke gøre sig gældende, såfremt visionen var illustreret som et fotografi. Her ville hver enkelt del kun give et glimt af helheden. Senge siger dermed, at en virksomheds vision udgøres af en sammensmeltning af medarbejdernes individuelle vinkler, som separat stadig giver et helhedsbillede af visionen.

For at skabe en fælles vision for organisationen, er det vigtigt, at man skaber et miljø, hvor medarbejderne opfordres til at ytre deres personlige visioner, da disse danner fundamentet for en fælles vision. Herudover er det vigtigt, at man gør sig klart, at en vision ikke er statisk, men konstant udvikles.

B: Mentale modeller
Mange virksomheder og organisationer oplever at de bedste og mest nyskabende ideer, der udvikles internt, aldrig bliver brugt i praksis. En af årsagerne til, at idéerne aldrig når længere end til tegnebrættet, er, fordi de nye initiativer ofte ikke korresponderer med de etablerede mentale modeller. En væsentlig udfordring, som virksomheden står overfor, i søgen efter at blive en lærende organisation er således at udfordre de eksisterende mentale modeller.

I den forbindelse er det vigtigt at være bevidst om, at meget af den viden, som eksisterer i virksomheder, ikke bygger på data, men derimod på antagelser og generaliseringer. Senge giver et eksempel på denne tendens ved at henvise til en salgsassistent, som enkelte gange har oplevet, at kunder har udtrykt manglende interesse for køb medmindre, der tilbydes mængderabat. Herudfra generaliserer salgsassistenten, at kunder interesserer sig for pris frem for kvalitet.

Såfremt en virksomhed søger at skabe et miljø for læring, er det essentielt, at ledelsen er bevidst om, at sådanne generaliseringer finder sted i virksomheden. Endvidere er det vigtigt, at eksisterende mentale modeller udfordres og testes. Dette gøres blandt andet ved at ledere og medarbejdere:

  • Søger at ræsonnere og efterlyse data, der underbygger oprigtigheden af deres mentale modeller.
  • Opfordrer andre til at teste deres synspunkter (eksisterer der uoverensstemmelser?).
  • Opfordrer andre til at fremlægge deres syn på sagen.

Venstrehånds kolonnen
Mentale modeller er ofte dominerende i forhold til de forretningsbeslutninger, som træffes i virksomheder. De mentale modeller er som oftest skjulte og kan være modstridende mellem kollegaer. Dette kan virke meget skræmmende på ledere, som søger at træffe beslutninger på rationelle grundlag.

En metode, der kan hjælpe med at afklare de mentale modeller, som eksisterer i virksomheden, er Venstrehåndskolonnen. Denne metode er udarbejdet af Chris Argyris og kan ved hjælp af nedskrivning af samtaler og de tilknyttede tanker, tydeliggøre de mentale processer, der ligger bagved samtalen.

Ved at nedskrive samtalen og de tilknyttede tanker, synliggøres forudfattede meninger, såsom at kollegaen mangler selvtillid og initiativ. Metoden kan således være behjælpelig til at synliggøre den proces, hvor vi springer fra data til generaliseringer uden at teste validiteten af vores generaliseringer.

Metoden kan kritiseres for, at den ikke kan benyttes i en spontan situation. Grundet nødvendigheden af at nedskrive samtalen, opstår der en konstrueret situation, hvor det, der bliver sagt, er påvirket af situationen. Endvidere kan det være svært at stoppe op for at dokumentere de tanker, som udspiller sig under en samtale, da dette vil forstyrre tankeprocessen. Venstrehåndskolonnen skal dermed i praksis benyttes ud fra en gengivelse af en konkret situation. Metoden skal dermed ses som et middel til refleksion og erkendelse af, at de tanker, der opstår, ikke altid er validitetstestet. Venstrehåndskolonnen kan dermed være et hjælpemiddel, der gør ledere og medarbejdere mere bevidste omkring deres tanker.

Er du i tvivl, om hvilke af PROBANAs uddannelser der kunne være noget for dig kan du læse mere her ellers er du velkommen til at ringe til os på 45 76 58 58 og tale med en af vores konsulenter, som kan hjælpe dig godt på vej med en uddannelse.

Hold dig selv opdateret og undgå, at enestående tilbud løber din næse forbi ved at følge os på, PROBANA Facebook, PROBANA LinkedIn, PROBANA Twitter, PROBANA Google+ eller PROBANA YouTube-video

Kontakter


Emner


Uddannelse