PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/private-parkerings-gribbe-et-kommunalt-tema-8474

Private parkerings gribbe – et kommunalt tema?

Pressemeddelelse november 23, 2009 Familie

Hvad mener du om disse private parkeringskontrol firmaer - som eksempelvis ParkZone? Hvorfor har eksempelvis Rudersdal kommune og Vedbæks havnebestyrelse siden sommeren 2008, indgået en aftale med det private ParkZone, om at skrive P bøder ud i Vedbæk Havn? Gavner det sejlsporten og fritidslivet på vandet? Hvorfor gør stadig flere kommuner det, er det til gavn for borgerne? Er det til gavn for dig i din hjemkommune? Giv din mening til kende på www.baadmagasinet.dk, hvor der allerede kører en hidsig debat.

Parkeringsbøde

Næppe, Eksempelvis i Vedbæk Havn finder du diskrete skilte skjult på havnen hvor der står: Forbud mod campingvogne, autocampere, lastvogne og især trailere. Ved gud står der også et forbud mod at overskride striberne på de opsatte parkeringspladser. For at sikre en god forretning for Parkzone, er antallet af p-pladser udvidet med 10 %, så den enkelte plads er altså gjort 10 % smallere. Også smallere end bredden på mange biler og varevogne.

For ParkZone må det sikkert være en god forretning, med den ihærdighed de udskriver P afgifter på hver 510 kr. Havnebestyrelsen vil med garanti forsvare deres samarbejde med ParkZone, med argumenter som der tidligere var kaotiske forhold og redningsveje blev blokerede. Men mon der ikke alene er tale om simpel grådighed fra kommunen og havnebestyrelsen? De er jo ikke ene, men ParkZone og andre private parkeringsgribbe er konstant på jagt efter nye indtjeningsmuligheder.

For som ParkZone selv skriver på deres hjemmeside: ”Vores mission er, at skabe merværdi for vores kunder”, altså tjene flere penge. Men er det en havnebestyrelses opgave at tilgodese et privat parkeringsfirmas indtjening på bekostning af brugerne i havnen? Eller spørgsmålet kan vendes om, hvor mange penge får havnebestyrelsen i ”provision” på de p-afgifter sejlerne bliver pålagt? Næppe de helt store summer, for som ParkZone selv skriver på hjemmesiden, er deres mission alene at: ” Forrentningen af den investerede kapital skal øges til et niveau, der er tilfredsstillende for aktionærerne i ParkZone A/S.” Altså skal der gang i bødeblokken, og gerne på bekostning af sejlerne i Vedbæk Havn og alle andre steder de har fået sat deres skilte op.

Hvad er en havn uden trailere?

Hvorfor må de mange trailerbåde ikke bruge Vedbæk Havn? Og hvad er der galt med en camper? Der er mange mennesker der bruger deres camper som deres bil uden for feriesæsonen. Måske har de ikke andre muligheder, så hvorfor må de ikke bruge havne – nåde de skal ud og sejle?

Hvorfor gider jeg spilde tid på en sag som denne? Egentlig gider jeg heller ikke, men når jeg som gæstebruger af Vedbæk Havn modtager 2 p-bøder samme dag, sig min retfærdighedssans ”Stop”. Den ene p-bøde får jeg fordi jeg overskrider en ParkZone stribe, hvilket min nabo også gjorde. Modsat skal min Peugeot Boxer med en bredde på næsten 2 meter, klemmes ind på det afmærkede område hos ParkZone, kan ejeren på nabopladsen ikke komme ind i sin bil og hvis der er parkerede biler på begge sider, kan jeg slet ikke komme ud af bilen. En lidt trist måde, at dyrke sin sport på.

Den anden p-bøde blev givet, fordi at jeg have taget en trailer med ind på Vedbæk Havn. En køkken trailer der var fyldt med grill, pølser og kartoffelsalat, hvilket sammen med øl er Knarr sejleres hofspise. Og i fuld overensstemmelse med Vedbæk Sejlklub, da Knarr klassen sejlede DM. Derfor klager jeg og får dette svar fra sagsbehandler Helle Dahl hos ParkZone: ”Med henvisning til mail af 21. oktober 2009 kan det oplyses at jf. samtale med havnefogeden på området er det oplyst at der ikke er givet nogle form for særaftale. På baggrund af dette fastholdes kontrolgebyret”.

Men er det for nuværende overhovedet lovligt?

ParkZone er selv lidt i tvivl, for Helle Dahl skriver selv i sin mail omkring rykkerne: ”Afventer vi en dom fra højesteret som bliver afgjort i 2010 mellem Europark og en bilist i lignende sag. Vi vender retur når der er afsagt dom i højesteret”.

Spørgsmålet er hvem er folkene bag dette uhyre ”ParkZone”? Det er interessant at se at den kendte sejler og ideolog Hans Tjellesen sidder i bestyrelsen i ParkZone. Altså er det en sejler, som ser det som sin mission at ødelægge andre sejleres muligheder for at dyrke deres fritidsinteresse. Man fristes til at tænke, at Hans Tjellesens reelle interesse, alene er muligheden for at tjene endnu flere på penge til ParkZone og deres rygende bødeblokke.

Her efter kommunalvalget, skal vi sejlere stille spørgsmålet:

Hvorfor skal private virksomheder som ParkZone og folk som Hans Tjellesen ødelægge brugernes muligheder på offentlige arealer, som nu Vedbæk Havn? Er havnen skabt for borgerne eller til gavn for ParkZones indtjening?

Følg med i debatten på www.baadmagasinet.dk Fortæl hvordan de ødelægger dine muligheder for egen vindings skyld.

Kontakter


Emner


Familie