PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/privat-stamcellebank-genvej-til-etablering-af-offentlig-stamcellebank-i-danmark-12925

Privat stamcellebank genvej til etablering af offentlig stamcellebank i Danmark

Pressemeddelelse januar 13, 2012 Medicinal

De mange gode resultater med behandling af kræftsyge med stamceller fra navlesnorsblod har sat skub i behovet for etablering af en offentlig stamcellebank på dansk jord. Hvis det offentlige indgår samarbejde med privat stamcellebank om opbevaringsdelen, kan der spares millioner i opstartomkostninger og etablering kan realiseres med kort varsel. Sundhedspolitiske ordførere positive over for ideen.

Dagens offentliggørelse af, at man i Danmark nu indfører
behandling med navlesnorsstamceller som standardbehandling til kræftpatienter,
har genoplivet debatten om behovet for etablering af en offentlig dansk
navlesnorsbank.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet afviste i efteråret 2010
Rigshospitalets ansøgning om bevilling af 28 mio. kr. til etablering af en
dansk navlesnorsstamcellebank. Problemet kan imidlertid løses gennem etablering
af et samarbejde på tværs af sektorer, hvor StemCare A/S, Danmarks pt. eneste
navlesnorsbank, som siden 2002 har tilbudt opbevaring af navlesnorsstamceller
til private, opsamler og opbevarer de indtil videre 3.500
navlesnorsstamcelleprøver, som Rigshospitalet satte som mål i sin ansøgning.

Et sådant samarbejde kan spare statskassen for millioner til
etablering og samtidig sikre, at en offentlig stamcellebank kan etableres med
meget kort varsel. Lignende samarbejder kendes fra andre lande, vi normalt
sammenligner os med, fx Tyskland.

Kick-start af
offentlig stamcellebank i Danmark

I dag, hvor Danmark ikke råder over en national
stamcellebank, skal de navlesnorsstamceller, der er behov for, findes i
udenlandske stamcelleregistre. Det er en dyr og tidskrævende løsning, der
samtidig indebærer, at Danmark som nation ikke bidrager internationalt på dette
område. Herudover har danskere, der skal behandles, relativt mindre chance for
at finde vævsforenelige donorer i udenlandske stamcelleregistre, fordi der er
større sandsynlighed for at ’passe sammen’ med mennesker, der har rødder i eget
land.

Ved at indgå et tværsektorielt samarbejde mellem det
offentlige og StemCare kan etablering af en offentlig stamcellebank ske med stort
set øjeblikkelig varsel, og Danmark vil – trods pt. manglende midler til
etablering af en national stamcellebank fra grunden – alligevel kunne oparbejde
det ønskede antal navlesnorsstamceller inden for relativ kort tid. Der kan være
tale om en permanent ordning, eller en ordning, der opretholdes, indtil en
offentlig stamcellebank er fysisk etableret. Fordelen vil være, at vi i Danmark
ikke vil behøve at vente adskillige år med at kunne levere stamcelleportioner
til brug for forskning og behandling på offentlige sygehuse og universiteter.

Politisk opbakning

StemCare mødtes i 2010/2011 med sundhedspolitiske ordførere fra stort set samtlige
politiske partier for at drøfte muligheden for et sådant samarbejde på tværs af
sektorer, og samtlige politiske partier bakkede på daværende tidspunkt op om
ideen, der udmøntede sig i et konkret oplæg til og efterfølgende drøftelse med
daværende sundhedsminister Bertel Haarder.

Emner


Medicinal