PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/prisvindende-landskabstegnestue-udn%C3%A6vner-associeret-partner-27795

Prisvindende landskabstegnestue udnævner associeret partner

Pressemeddelelse november 24, 2025 MASU Planning Landskabsarkitektur Urban planning Associeret partner

Som led i den strategiske videreudvikling udpeger MASU Planning Gauthier Durey som associeret partner og Head of Planning.

MASU Planning 01

Gauthier Durey har været en del af MASU Planning siden 2020, hvor han med sin ekspertise inden for urban og regional planlægning, byudvikling og strategisk design har spillet en afgørende rolle i en lang række af tegnestuens projekter. Som associeret partner bliver Gauthier Durey ansvarlig for MASU Plannings planlægningsopgaver og konkurrenceafdeling.

Gauthier Durey er stærkt engageret i bæredygtighed og har blandt andet været ansvarlig for MASU Plannings bidrag til Arkitektforeningens og Dreyer Fonds idékonkurrence om Fingerplan 2.0, hvor tegnestuen opnåede en delt 2. plads. Derudover har han været involveret i en række komplekse planlægningsopgaver i ind- og udland som blandt andet Rosendals Torv i Uppsala, området omkring hovedbanegården i Helsinki og Lillehammer Kunstmuseum.

Han er uddannet landskabsarkitekt fra Arkitektur- og designhøjskolen i Oslo og har derudover en mastergrad i arkitektur fra ENSAM, Arkitekturskolen i Montpellier, Frankrig.

Flere komplekse opgaver kræver øget ledelsesfokus

Partnerkredsen hos Masu Planning består nu af partnere og indehavere Malin Blomqvist og Sune Oslev samt Gauthier Durey som associeret partner og Head of Planning. Derudover indgår Elina Kataja, tegnestuechef i Masu Plannings Helsinki-afdeling, også i ledelsesgruppen.

Malin Blomqvist forklarer baggrunden for udvidelsen af partnerkredsen:

”I løbet af de seneste år har vi oplevet en positiv tilgang af opgaver, fået flere ansatte og har netop igangsat et omfattende strategiarbejde. Tegnestuens udvikling skaber et naturligt behov for at styrke vores projektledelse, og derfor har vi udnævnt Gauthier Durey som associeret partner. Gennem de seneste fem år har Gauthier vist, at han er den rette til at lede vores planlægningsopgaver og konkurrenceafdeling, og vi ser frem til at fortsætte samarbejdet i nye organisatoriske rammer.”

Gauthier Durey glæder sig til at indtage sin nye rolle og fortæller:

”Landskabsarkitekturen demonstrerer i tiltagende grad sin unikke evne til at udvikle holistiske strategier, der skaber rammerne for et godt liv og klima­tilpasning, samtidig med at den understøtter naturen. Jeg ser frem til at fortsætte dette arbejde og til at udvikle Masu Plannings planlægningspraksis sammen med mine talentfulde kolleger.”

KORT OM GAUTHIER DUREY

Gauthier Durey er uddannet landskabsarkitekt fra Arkitektur- og designhøjskolen i Oslo (2015) og har derudover en kandidatgrad i arkitektur fra ENSAM, L’École Nationale Supérieure d’Architecture de Montpellier (2013). Før sin ansættelse hos Masu Planning, var han medindehaver af sin egen virksomhed, har arbejdet som freelancer og været ansat hos Transborder Studio. Derudover har han været forskningsassistent og tutor i landskabsurbanisme på Arkitekt- og designskolen i Oslo.

KORT OM MASU PLANNING

Masu Planning er grundlagt 2007 af landskabsarkitekterne Malin Blomqvist og Sune Oslev. I dag beskæftiger tegnestuen 25 ansatte, der arbejder fra kontorer i København og Helsinki.

Tegnestuen arbejder med en bred vifte af landskabsarkitektoniske opgaver – fra storskala-planlægning til konceptudvikling, strategisk design, detaljering og projektering. Projekterne spænder over byrum, byudvikling, kulturinstitutioner samt bolig- og uddannelsesmiljøer. I de senere år har tegnestuen arbejdet intensivt med projekter, der adresserer klimaudfordringer, biodiversitetskrisen og sociale tiltag.

Aktuelle projekter omfatter blandt andet fornyelsen af Hestetorvet og Algade samt Byens Haver i Roskilde, PH Parken og transformationen af de centrale byrum omkring Helsinki hovedbanegård samt den centralt beliggende Tölöviksparken i Helsinki. Derudover er tegnestuen involveret i projekter rundt omkring i Europa blandt andet Silk Towers i Batumi, Georgien og Rosendals Torv i Uppsala, Sverige. Masu Planning er vinder af Dansk Landskabspris 2023 for H.C. Andersens Have.

BILLEDTEKSTER:

Masu Planning 01: Masu Planning udvider partnerkredsen, der nu består af Malin Blomqvist, stiftende partner, Sune Oslev, stiftende partner og Gauthier Durey (midten), Associeret partner og Head of Planning. Foto af MASU Planning.

MASU Planning 02: MASU Planning modtog en delt andenplads for Fingerplan 2.0 konkurrencen. Illustration af MASU Planning.

MASU Planning 03: MASU Planning er ansvarlige for transformationen af Rosendals Torv i Uppsala, hvor genanvendelse af byggematerialer er et afgørende tema. Illustration af MASU Planning.

Kontakter


Gauthier Durey

Associeret partner
MASU Planning
gauth******************** Vis...
42 61****** Vis...

Emner


MASU Planning Landskabsarkitektur Urban planning Associeret partner