PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/positiv-interesse-for-%C3%A5rets-messer-15048

Positiv interesse for årets messer

Pressemeddelelse februar 1, 2013 Livsstil

Januar og februar er nogle måneder, som mange danske campister ser frem til. Her starter nemlig campingsæsonen. Ikke nødvendigvis med en campingtur, men med en tur på en af årets store campingmesser. Og i år er ingen undtagelse.

Campingmesser 01

De nyligt overståede messer, Ferie og Fritid i Bella Center samt Feriefeber i Odense, har vist en meget stor interesse for camping. Både fra etablerede campister, men også fra personer der endnu ikke har oplevet campinglivets glæder. Faktisk er interessen så stor, at der endnu engang har været besøgsrekord på Ferie og Fritid i Bella. Hele 44.856 besøgende besøgte messen – det er 2.542 flere besøgende end sidste år. Feriefeber i Odense havde ca. 10.000 besøgende igennem, hvilket også er flot taget i betragtning, at det er en helt ny messe.

Skandinaviens største Camping og Feriemesse
Nu er årets messer jo langt fra overstået. I weekenden d. 22.- 24. februar slår Messecenter Herning dørene op for Skandinaviens største camping- og feriemesse. Sidste år var der endnu engang besøgsrekord med 66.295 besøgende. Campingudstillingen på Ferie for Alle er Danmarks største, og er fordelt på intet mindre end otte messehaller. Her i 2013 vil der igen være fokus på nye campingvogne, autocampere, fortelte, telte, teltvogne, danske & udenlandske campingpladser, rejser samt tilbehør og serviceydelser. Stort set alle mærker indenfor campingvogne og autocampere der sælges i Danmark, er repræsenteret på messen på egne stande.

For mange campister starter campingsæsonen på Ferie for Alle
Otte haller med camping kan være svært at nå på én dag. Mange campister benytter derfor muligheden for at tage et weekendophold på den store vintercampingplads bag Messecenteret i Herning – kun få minutters gang fra messehallerne. For mange campister er dette ophold forbundet med hyggelige traditioner og muligheden for at mødes med andre campister. Vintercamp er igennem årerne blevet udvidet adskillige gange, og i 2012 blev der for andet år i træk sat rekord, da der under Ferie for Alle var 750 vogne på campingpladsen.

Positive tendenser og stigende interesse
Når den sidste messe er overstået, vil over 100.000 personer have besøgt årets messer. Dette tal er stigende år efter år.

Lisbeth Rasmussen, Formand for Campingbranchen, udtaler: ”Man kan tydeligt mærke en stigende interesse for camping på messerne. Udstillerne har i år mærket den stigende interesse, ikke kun fra seniorerne, men også fra børnefamilierne.”

”Det er dejligt at mærke, at flere og flere børnefamilier viser interesse for camping. Og det er rart, at både se og høre familiernes positive reaktioner og udtalelser, når de har kigget på campingvogne, autocampere eller teltvogne”, fortæller Lisbeth og afslutter ”Mange er meget positivt overraskede, og vi oplevede, at flere af børnene allerede på messerne begyndte at fordele både sidde- og sovepladserne i vognene”.

Hvis du skulle være så uheldig og ikke nå at kunne besøge en af årets campingmesser, står din lokale campingforhandler altid til rådighed. Der er åbent de fleste ugedage og hver weekend. Hos din campingforhandler vil der altid være professionel rådgivning og mange gode tilbud. Tag familien under armen og få en hyggelig oplevelse.

 

Billedetekster:
campingmesser_01:Der er stor interesse på årets campingmesser

campingmesser_02:Der er igen god interesse fra børnefamilierne

Kontakter


Emner


Livsstil