PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/politisk-interesse-for-b%C3%A6redygtig-erhvervsudvikling-i-nordjylland-22880
ad

Politisk interesse for bæredygtig erhvervsudvikling i Nordjylland

Pressemeddelelse august 29, 2016 Erhverv Politik Bæredygtighed Nordjylland Politiker

Seks folketingpolitikere, tre nordjyske virksomheder og et grønt netværk – sådan lød opskriften på en spændende politikerrundtur, der satte fokus på den grønne erhvervsudvikling i Nordjylland.

Seks folketingspolitikere besøgte den 22. august Nordjylland for at opleve, hvordan tre nordjyske virksomheder har skabt vækst og stærke forretningsgrundlag igennem bæredygtighed. 

På turen, der var arrangeret af Netværk for Bæredygtig Erhvervsudvikling NordDanmark, mødte politikerne tre meget forskellige virksomheder, som på hver deres måde har gjort arbejdet med bæredygtighed til en del af deres forretningsgrundlag. 

Arne Boelt, der er borgmester i Hjørring Kommune og næstformand i netværket, guidede folketingspolitikerne sikkert igennem de stærke nordjyske erhvervscases. Første stop på turen var hos Aage Vestergaard Larsen i Mariager, der er Nordens største genanvendelsesvirksomhed inden for plast. Her blev deltagerne klogere på mulighederne for at anvende plastaffald til at fremstille nye produkter. Dagen bød også på en rundvisning blandt de store mængder af plast i virksomhedens produktion. 

Derudover hørte politikerne fra Højer Møbler, som producerer kreative læringsmiljøer. Virksomheden arbejder bl.a. med at skabe nye forretningsmodeller, hvor møblerne udlejes og tilbagetages, så virksomheden efterfølgende kan istandsætte møblerne eller genanvende materialerne. 

Den sidste virksomhed, som politikerne besøgte, var Lund & Staun i Svenstrup, som tidligere på året blev Danmarks første FSC-certificerede entreprenørfirma. Her talte de om fordelene ved bæredygtige byggerier, men der blev også tid til at ”slå et slag” for bæredygtigheden i en uformel sømkonkurrence. 

Dagen blev afsluttet i Nørresundby, hvor politikerne mødtes med netværkets bestyrelse til en snak om fremtiden for den bæredygtige erhvervsudvikling i Nordjylland. 

Politikerne var meget interesserede i den bæredygtige udvikling i Nordjylland og virksomhedernes evne til at gøre miljøfokus til en god forretning. "Det er positivt, at virksomhederne i netværket kan fremme genbrug og bæredygtighed, samtidig med at de skaber nordjyske arbejdspladser" udtaler Ane Halsboe-Jørgensen, folketingmedlem, Socialdemokratiet. 

Besøget gav anledning til flere spændende debatter mellem virksomhederne og politikerne, og der er derfor planer om at gentage succesen næste år. ”Besøget var en stor succes, og vi har på politikernes foranledning allerede inviteret dem til at komme tilbage næste år for at blive endnu klogere på det bæredygtige erhvervsliv i Nordjylland” fortæller Jens Højer, formand for NBE og direktør i Højer Møbler. 

"Det har været en god og spændende tur. Bæredygtig erhvervsudvikling er fremtiden" udtaler Ane Halsboe-Jørgensen.

Kort om Netværk for Bæredygtig Erhvervsudvikling NordDanmark (NBE)

Hos Netværk for Bæredygtig Erhvervsudvikling NordDanmark (NBE) arbejdes der med at styrke de deltagende virksomheders grønne profil. Og med netværkets nylige regionale udvidelse er det nu alle nordjyske virksomheder, der kan få hjælp til den grønne omstilling. 

NBE er et offentligt-privat samarbejde mellem de nordjyske kommuner og erhvervscentre, Aalborg Universitet, Eniig og en række private nordjyske virksomheder. 

Kort om virksomhederne

Aage Vestergaard Larsen er Nordens største genanvendelsesvirksomhed inden for plast. Deres innovative teknologi gør det muligt at genanvende plast/produktionsspild fra industrien såvel som det mere udfordrende/beskidte plast. 

Højer Møbler producerer kreative læringsmiljøer til uddannelsesinstitutioner. Her arbejder de med at skabe nye forretningsmodeller, der er baseret på cirkulære kredsløb til gavn for både elever og miljø. 

Lund & Staun i Svenstrup blev tidligere på året Danmarks første FSC-certificerede entreprenørfirma. Virksomheden tænker bæredygtighed ind i alle faser af byggeriet fra opførsel til nedrivning, og har netop færdiggjort et 100 meter langt trædæk ved Østre Havn i Aalborg, som er lavet udelukkende af bæredygtigt træ. 

Følgende folketingspolitikere deltog:

  • Søren Gade, Folketingsmedlem (Venstre)
  • Lise Bech, Folketingsmedlem (Dansk Folkeparti)
  • Bent Bøgsted, Folketingsmedlem (Dansk Folkeparti)
  • Torsten Gejl, Folketingsmedlem (Alternativet)
  • Ane Halsboe-Jørgensen, Folketingsmedlem (Socialdemokraterne)
  • Pia Adelsten, Formand for Miljø- og Fødevareudvalget (Dansk Folkeparti)

Kontakter


Lene Buhl Kejser

Netværk for Bæredygtig Erhvervsudvikling NordDanmark
lene.*************** Vis...
25199*** Vis...

Emner


Erhverv Politik Bæredygtighed Nordjylland Politiker
ad