PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/pludseligt-opsving-p%C3%A5-andelsboligmarkedet-20-procent-v%C3%A6kst-14182

Pludseligt opsving på andelsboligmarkedet - 20 procent vækst

Pressemeddelelse september 19, 2012 Erhverv

Efter flere års krise viser nye tal, at andelsboligmarkedet er ved at rive sig fri af krisen på boligmarkedet. Fremgangen skyldes en generel bedring på ejerboligmarkedet, der nu får en positiv afsmitning på salget af andelsboliger. Landets største ejendomsmæglerkæde oplever lige nu en vækst i handlede andelsboliger på 20 procent.

Andelsportal

Efter flere år med dyb krise og tilbageholdende købere er markedet for landets andelsboliger på vej mod lysere tider. Færre udbudte boliger og en generel fremgang på boligmarkedet sætter nu også sit aftryk på andelsboligmarkedet.

Forleden kom Realkreditrådet med nye tal, der viste, at salget af især ejerlejligheder er stigende, og det har en positiv effekt på andelsboligmarkedet. Sådan lyder det fra boligekspert fra Syddansk Universitet Morten Skak.

Et marked i bedring
”Når ejerboligmarkedet går fremad, har det typisk en positiv effekt på salget af andelsboliger, da andelsboligmarkedet er en del af det samlede boligmarked. Så andelsmarkedet oplever lige nu en bedring, der er ved at slå igennem, og formentlig kan effekten allerede mærkes i markedet,” siger Morten Skak til Andelsportal.dk.

Og faktisk kan effekten af andelsboligmarkedets fremgang allerede spores. Hos landets største ejendomsmæglerkæde EDC er det gået ekstra godt med antallet af handlede andelsboliger de seneste måneder. Ejendomsmæglerkæden, der sidder på 22 procent af markedet, oplever pt., at andelsboligmarkedet er på vej mod et ”normalt niveau.”

20 procent flere handler
”Vi ser en generel fremgang på andelsboligmarkedet, og de seneste 12 måneder har vi solgt 20 procent flere andelsboliger end for ét år siden. Så vi er på rette kurs i målet om at nå normalmarkedet, set henover de seneste ti år. Det er især den lave rente, der har medvirket til en vækst i antallet af handler, men samtidig forventer vi ikke, at priserne falder yderligere, og det får køberne til at slå til og ikke vente i håbet om et yderligere prisfald. Så samlet set kommer vi tilbage til mere normale tilstande,” siger kommunikationschef hos EDC Jan Nordmann.

Hos ejendomsmæglerkæden Andelsxperterne oplever man ligeledes en vækst på omkring 20 procent, og samtidig er de små banker blevet mere villige til udlån.

Køberne slår til
”Henover sommeren har vi solgt rigtig mange andelsboliger, og der er solgt omkring 20 procent mere de seneste 12 måneder, så køberne har et behov for at slå til. Desuden oplever vi en større velvilje hos de mindre banker til at udlåne penge til boligen. Det er fortsat ikke banker som Danske Bank, der holder gang i andelsboligmarkedet,” siger partner Christian Brandt-Müller.

En af de store forskelle på andels- og ejerboligmarkedet, er maksimalprisen på andelsboligmarkedet. Men ifølge Morten Skak, der i øvrigt mener, man bør afskaffe maksimalprisen, bliver andelsboliger i dag handlet til markedsprisen, hvilket afspejler sig i en konkurrence mellem ejer- og andelsboligmarkedet, og dermed følger andelsboligmarkedet den bedring, der lige nu sker på ejerboligmarkedet.

En af andelsboligernes store udfordringer de seneste år har været de insolvente foreninger, der har givet et negativt billede af markedet, men nu spores en bedring, der ikke er set i lang tid.

Andelsportal.dk er drevet af AB Gruppen A/S, der driver nogle af Danmarks største boligsider, herunder Ejerportal.dk og Energihjem.dk. Andelsportal.dk er en af de eneste nyhedsportaler, der udelukkende skriver om andelsboligmarkedet. AB Gruppen A/S driver også 3byggetilbud.dk, der formidler håndværker- og byggeopgaver til hele Danmark.

Emner


Erhverv