Piger skyder skarpest
Pressemeddelelse november 26, 2010 Børn og UngeDet er drengene, der er mest kendt for at lege røvere og soldater. Det er mændene, der fylder mest i militæret. Men det er pigerne, der er skarpest med en skyder i skolen.
Drengene mener nok at have patent på skydedisciplinen, men lørdag den 27. november kl. 10.30-14 i Vingsted tørner årets bedste skoleelever sammen til et brag af en landsfinale i Skoleskydning, og her bugner deltagerlisten med pigenavne – knap 2/3 af de 116 deltagere fra hele landet er piger.
- Skydning er en idræt, hvor piger og drenge kæmper på lige fod, men det viser sig ofte, at det er pigerne, der er bedst til at ramme plet - til stor frustration for drengene, som mener, de har patent på det med våben, siger projektleder på Skoleskydning Jakob Nielsen fra De Dansk Skytteforeninger, der sammen med Dansk Skoleidræt står bag Skoleskydning for landets 5. klasser.
Pengepræmier til klassekasserne
På landsplan har op mod 9.000 elever i 5. klasse i år deltaget i det populære og anderledes idrætstilbud, der løber i efteråret med træning og udtagelsesstævner, landsdelsfinale og endelig den store finale. Til landsfinalen tørner de bedste skoleskytter fra hele landet sammen om at blive årets skoleskytter og vinde pengepræmier til klassekassen. Få en liste over deltagere i dit lokalområde hos Jakob Nielsen. Se nedenstående kontaktinfo.
Tid og sted for finalen:
Finalen finder sted lørdag den 27. november 2010 kl. 10.30-14på skydebanerne i Vingsted. De indendørs 15m baner ligger til højre for Vingstedcentret på Skyttevej under broen. Den endelige finale skydes kl. 13.15 og præmieoverrækkelsen er kl. 14.00.
For yderligere oplysninger:
Jakob Nielsen, projektleder for Skoleskydning, De Danske Skytteforeninger, tlf. 7665 6710
Christina Hoffmann, kommunikationschef, Dansk Skoleidræt, tlf. 23339022
FAKTA:
- Dansk Skoleidræt og landets ældste idrætsorganisation De Danske Skytteforeninger står bag skoleskydning for elever i 5. klasse i hele landet.
- Det er gratis at deltage.
- Det kræver hverken kendskab til skydning eller specielt tøj -
skydning er en af de få idrætsgrene, man kan gå lige ind fra gaden
og dyrke. - Eleverne skyder på hold á fire personer – blandede drenge og piger.
- De 30 bedste hold fra hele landet mødes i en finale, som holdes lørdag den 27. november 2010 i Vingsted uden for Vejle.
- Ud over æren af at blive årets bedste skoleskytter er der pengepræmier til de fem bedste hold i landsfinalen – samlet præmiesum 17.000 kroner til klassekassen.
Emner
Børn og Unge