PH-lamperne i Tivoli roterer igen

Tivolis gæster kan fra i år glæde sig over, at en af havens gamle finurligheder igen fungerer efter hensigten. De festlige spirallamper, som Poul Henningsen skabte til den gamle forlystelsespark i 1949, er genopstået. I foråret 2008 er 101 nye, opdaterede Tivolilamper – leveret af Louis Poulsen – installeret i den gamle have i København.

Fra begyndelsen af 1940 var Poul Henningsen Tivolis arkitekt, og han skabte mange originale installationer til haven, heriblandt en række belysninger, som folk kom til at elske.

Tivolilampen, som stammer fra 1949, er en videreudvikling af Spirallampen, som Poul Henningsen tegnede til Århus Universitet i 1943. Tivolilampen består af et indvendigt, klart akrylrør påmalet en rød spiral, der drejer den ene vej, og en ydre hvid og grøn spiralskærm, der drejer modsat. Armaturets motor er monteret øverst i lampehovedet. I 1950 blev Tivolilampen monteret rundt om Tivolisøen til stor glæde for havens gæster. Desværre var de små Hoovermotorer, der drev skærmene, kraftige nok til at trække skærmene rundt, men for svage til med sikkerhed at starte rotationen. Det blev forsøgt, men det lykkedes ikke at forbedre teknikken, så efter nogle år lod man lamperne hænge uden at sætte strøm til motorerne.

Louis Poulsen har nu produceretnye Tivolilamper, identiske med de originale lamper, men teknisk forbedrede og med en stærkere, schweizisk-produceret motor. Derfor kan Tivolis gæster her i 2008 igen glæde sig over en ægte og dekorativ PH-opfindelse.

I maj 1949 beskrev Poul Henningsen i NYT grundlaget for lampen:
»Da jeg fik opgaven at lave en ny belysning omkring Tivolisøen, slog det mig, at en langsomt roterende spirallampe ville give en diskret og fin virkning. Diskretionen er vigtig, fordi for megen rotation vil give en fuldemandsfornemmelse. Yderligere er der noget i spiralen, som forstærker eller foregriber spejlbilledets form. Det er jo sådan en zig-zag linje. Men nu gjaldt det om at finde en løsning med mindst mulig materialespild og færrest mulige foromkostninger. Nu skulle den ikke alene virke som gjort i én streg, men også være det. Betingelsen for sådan en konstruktion er kort sagt, at spiralen ikke dækker sig selv ved sammenklapningen, men at kant støder til kant i et eller andet omdrejningslegeme, som let kan trykkes op i en bænk.«