PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/penge-til-b%C3%B8rnehjerter-4613

Penge til børnehjerter

Pressemeddelelse november 25, 2007 Helse

Hjerteforeningen uddeler forskningsmidler fra Hjertebarnsfonden

Theis
Theis_Hjertebarnsfonden_legatuddeling

Hjerteforeningens protektor, H.K.H. Kronprinsesse Mary, overværede i dag, at Hjertebarnsfonden uddelte penge til forskning i børnehjerter.


Formanden for Hjertebarnsfonden, TrygVestas direktør, Stine Bosse, overrakte ph.d.-studerende og læge Signe Holm Larsen og ph.d.-studerende og læge Morten Olsen, legater til forskning i medfødte hjertefejl.


Stine Bosse sagde ved overrækkelsen:


- Behandlingen af børn med medfødte hjertefejl er forbedret markant, så mere end 95 procent af børnene overlever. De fleste lever et stort set normalt liv, men desværre er visse medfødte hjertefejl så alvorlige, at nogle skal gennem flere operationer, de kan ikke arbejde så meget, og nogle skal gennem en omfattende hjertetransplantation.


Overlæge Keld Sørensen fra Hjertemedicinsk Afdeling på Skejby Sygehus, og medlem af Hjertebarnsfondens og Hjerteforeningens bestyrelser, glædede sig over uddelingen:


- Spørgsmålet er ikke længere, om hjertebørnene overlever, men hvordan de overlever. Vi mangler viden om de konsekvenser, medfødte hjertefejl har for hjertebørnene og deres familier.


Efter uddelingen så Kronprinsesse Mary sammen med hjertebørnene teaterforestillingen "Rumlerikkerne på eventyr". Bagefter gik Kronprinsessen en tur i Tivoli med børnene.


Signe Holm Larsen fra Skejby Sygehus får 109.000 kr. til at forske i, hvordan børn med medfødte hjertefejl klarer sig senere i livet, særligt hvor mange genindlæggelser, kontroller og operationer, børnene skal igennem.


Morten Olsen, Århus Universitetshospital, får 100.000 kr. til at lede efter svar på, om voksne hjertebørn har flere psykiske problemer end resten af befolkningen.


Hvert år fødes mellem 500 og 600 børn med en medfødt hjertefejl.


Hjerteforeningen samler fortsat ind til forskning i medfødte hjertefejl og vil også fremover uddele midler fra Hjertebarnsfonden.


Læs mere om medfødte hjertefejl på www.hjerteforeningen.dk / Hjertebarnsfonden


Foto: Hjerteforeningen/Klavs Bo Christensen.

  

  

Billedtekster:


Theis.jpg

4-årige Theis Hansen fra Hjerteforeningens Børneklub overrækker Kronprinsesse Mary et julehjerte, som han selv har lavet. Theis er hjertebarn og har taget turen fra Esbjerg til Tivoli i København for at deltage i Hjerteforeningens uddeling af forskningsmidler fra Hjertebarnsfonden.  

 


Legat02.jpg

Hjerteforeningen uddeler penge fra Hjertebarnsfonden til forskerne Signe Holm Larsen og Morten Olsen. Til højre ses formand for Hjertebarnsfonden, TrygVestas direktør, Stine Bosse.


Mary02.jpg

Hjerteforeningens protektor, Kronprinsesse Mary, tog en tur i rutchebanen med hjertebørn i Tivoli København, da Hjertebarnsfonden uddelte penge til forskning i børns hjerter.  

Kontakter


Emner


Helse