Patienter med hjertesvigt fejlbehandles
Pressemeddelelse februar 14, 2005 HelseHjertesvigtpatienter bliver ikke kontrolleret godt nok, og en stor del får heller ikke den rigtige medicin
50-100.000 danskere lider i dag af hjertesvigt. Men omkring hver anden patient med hjertesvigt er underbehandlet. Det viser en ny dansk opgørelse, som læger fra Bispebjerg Hospital, Rigshospitalet og Statens Institut for Folkesundhed har udarbejdet.Bag undersøgelsen står blandt andet overlæge Lars Køber fra Hjertemedicinsk afdeling B på Rigshospitalet. Han er overrasket over, at så mange patienter med hjertesvigt ikke får den nødvendige medicin.
- Tallene er værre, end vi troede. Vi kan jo se, at patienterne ikke får al den medicin, som kan forlænge deres liv. Undersøgelsen viser, at de aldrig indløser recept på medicinen men ikke om det skyldes, at de ikke har fået den, eller selv vælger ikke at indløse den, siger Lars Køber.
Mellem 10 og 20 procent af patienterne får bivirkninger af medicinen. Men det kan ikke alene forklare, hvorfor hjertesvigtpatienter ikke får den optimale behandling, erkender Lars Køber. Desuden er der nye, alternative præparater, hvis patienterne ikke tåler medicinen.
Der bliver flere og flere patienter med hjertesvigt, og det understreger behovet for at undersøge og forbedre behandlingsmetoderne.
- Der er ingen tvivl om, at mange hjertesvigtpatienter bliver utilstrækkeligt behandlet, når det drejer sig om at finde den rigtige medicin og at justere den rigtigt til den enkelte patient, siger Hjerteforeningens formand, overlæge dr. med. Torsten Toftegaard Nielsen
Danske læger er blevet bedre til at få hjertesvigtpatienter i den rigtige behandling. For fem år siden fik en fjerdedel af patienterne den rigtige medicin. I dag får halvdelen af danske hjertepatienter den optimale behandling.
- Men vi ser stadig alt for mange patienter, som er underbehandlet. Det er livsforringende for den enkelte hjertepatient, siger Lars Køber, Rigshospitalet.
Kronisk hjertesvigt er en udbredt sygdom, især blandt ældre. Ti procent af alle danskere over 70 år døjer med sygdommen. Svækkelse af hjertet - hjertesvigt - er ikke en sygdom som sådan. Ordet "hjertesvigt" er en betegnelse for de symptomer der opstår, når hjertet af en eller anden grund fungerer dårligt. Mange forskellige hjertesygdomme kan give hjertesvigt. Det vigtigste symptom på hjertesvigt er åndenød og ophobning af væske i kroppen.
Medicinsk behandling i form af ACE-hæmmere og betablokkere kan forlænge livet og give færre symptomer. Men en egen indsats er stadig vigtigt, hvis man vil forlænge sin livskvalitet. Rygestop, motion samt fedt- og saltfattig kost er med til at forhindre, at sygdommen udvikler sig.
Kontakter
Emner
Helse