PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/pan-rejser-bliver-til-magic-tours-8478

Pan Rejser bliver til Magic Tours

Pressemeddelelse december 1, 2009 Turisme

Pan Rejser A/S, der siden 1983 har drevet rejsevirksomhed fra Viborg, ændrer nu navn til Magic Tours

Pan Rejser A/S blev etableret i 1983, hvor Pan Bus, der har rødder helt tilbage til 1921, blev opdelt i rutetrafikvirksomheden Pan Bus I/S og turistrejsevirksomheden Pan rejser.

Gennem mange år var Pan Rejser en hel traditionel rejsevirksomhed, der primært var baseret på buskørsel til forskellige europæiske feriemål, fortæller direktør Thorvald Mogensen. Så da Disneyland® Paris åbnede i 1992, var vi blandt de første til at tage dette nye og spændende rejsemål på repertoiret. Gennem de 17 år, der nu er gået, har Disneyland® Paris bevaret og udbygget sin status som Europas største og mest populære forlystelsespark – og vi har fulgt aktivt med i udviklingen og er i dag som ”Selected Tour Operator” Danmarks mest specialiserede og dedikerede arrangør af bus-, kør-selv- og flyrejser til Disneyland® Paris.

Den almindelige turistkørsel til forskellige destinationer har vi afviklet for flere år siden, og nu koncentrerer vi os udelukkende om Disneyrejser; det er vi til gengæld rigtig gode til. Derfor synes vi tiden er kommet, hvor vores navn skal afspejle den fantastiske og magiske verden, vi holder så meget af og som tusindvis af glade gæster kender os gennem, så fremover hedder vi Magic Tours.

I disse dage udsender vi vores nye 2010 katalog, og vi glæder os meget til at byde såvel vores mange bestående kunder som nye gæster velkommen til Disneys magiske verden og til Magic Tours. 

Magic Tours, der under det hidtidige navn Pan Rejser er kåret som gazellevirksomhed de seneste to år, omfatter fortsat også Marathon Travel Club, der arrangerer maratonrejser til maratonløb i hele verden og rejseportalen Flyrejser.dk – og vores ejerforhold, kapitalgrundlag og garantibestemmelser mm. er helt uændrede, slutter direktør Thorvald Mogensen.

Kontakter


Emner


Turisme