PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/overborgmester-frank-jensen-og-b%C3%B8rne-og-ungdomsborgmester-pia-allerslev-indvier-skolen-i-sydhavnen-21593

Overborgmester Frank Jensen og Børne- og ungdomsborgmester Pia Allerslev indvier Skolen i Sydhavnen

Pressemeddelelse august 31, 2015 JJW Arkitekter Arkitektur

Fredag d. 4. september kl. 12 er der officiel indvielse af Skolen i Sydhavnen. Skoleleder Morten Biering byder velkommen, og derudover er der taler ved Overborgmester Frank Jensen (A), Børne- og ungdomsborgmester Pia Allerslev (V) og partner Lars B. Lindeberg fra JJW Arkitekter.

JJW SIS TE INDVIELSE 01

Fredag d. 4. september er der officiel indvielse af Skolen i Sydhavnen, Københavns Kommunes maritime og naturvidenskabelige profilskole, der slog dørene op i til første skoledag d. 10. august 2015. På Skolen i Sydhavnen trækker man byen ind i skolen og skolen ud i byen, samtidig med at man udnytter skolens placering tæt på vandet til at bruge vandet som et ekstra klasseværelse. Skolen er udviklet på børnenes præmisser, så arkitekturen understøtter børnenes læring og sociale udvikling. Bygningen opfordrer til, at børnene bevæger sig rundt og mødes på kryds og tværs. Derfor er der legepladser på alle tage, og indvendig er der varierede rum og store amfi-trapper, der fungerer som naturlige samlingspunkter.

Rammerne giver børnene lyst til at lære
Skolen har nu været åben i et par uger og skoleleder Morten Biering fortæller, hvordan de fysiske rammer er med til at fremme børnenes lyst til at lære. ”Det er en god fornemmelse at være flyttet ind på skolen. Det har været fantastisk at opleve elevernes reaktion på at komme ind i de nye omgivelser. Der er ingen tvivl om, at de nye fysiske rammer giver dem lyst til at være på skolen, de er mere motiverede, trygge og åbne for at lære så meget, de kan. Personalet har også med stor glæde og entusiasme indtaget skolen. Det er tydeligt, at det motiverer at skulle fylde læring og materialer ind i alle de nye spændende lokaler. Jeg er glad for, at vi efter ventetiden nu befinder os i et top-moderne skolemiljø, hvor trivsel og læring kan gå hånd i hånd”. 

Tilpasset børnene
Skolen i Sydhavnen er en delvist trindelt skole. De forskellige områder er indrettet under hensyntagen til elevernes alder, hvad de kan håndtere og hvad der gør, at de føler sig trygge på de enkelte klassetrin. Indskolingen har sit eget hjemområde med mindre klynger adskilt fra de øvrige elever. De mindste elever får det nære, den lille skala og et væld af muligheder. De større elever på mellemtrinet og i udskolingen deler ét stort, aldersintegreret hjemområde fordelt på de to øverste etager, hvor eleverne bliver en del af et større fællesskab på tværs af klassetrin. Samtidig er der fokus på at skabe et godt indeklima og optimere et akustisk miljø, der fremmer børnenes og de ansattes trivsel, indlæring og arbejdsglæde.     

Overborgmester Frank Jensen (S) udtaler: ”Som overborgmester er jeg stolt over, at jeg endnu engang kan slå fast, at København målrettet arbejder for at sikre de bedst mulige rammer for vores skolebørn. Jeg er ikke i tvivl om, at Skolen i Sydhavnen, udover at byde på et optimalt læringsmiljø, også bliver et naturligt midtpunkt for al den aktivitet, der er i bydelen. Det har været forrygende at følge udviklingen i hele området gennem de seneste år. Da vi begyndte at bygge skolen, var der tomme grunde på alle sider af byggepladsen på Teglholmen, nu er der både blevet opført boliger og kontorer og udgravet kanaler i det nye byudviklingsområde.”

Børne- og ungdomsborgmester Pia Allerslev (V) glæder sig også over, at der bliver investeret i gode skoler i Københavns Kommune. ”Skolen i Sydhavnen er et fantastisk eksempel på, hvordan de fysiske rammer er med til at skabe et miljø, som understøtter børnenes læring og bidrager til et godt arbejdsmiljø for både lærere, pædagoger og skolens øvrige medarbejdere. Jeg er spændt på at følge, hvordan nye læringsformer kommer til at udfolde sig i det maritime miljø på Skolen i Sydhavnen, hvor naturen og vandet bliver en naturlig del af elevernes skolegang”. 

Det sociale rum
Lars B. Lindeberg er partner og leder af Læring & Kultur hos JJW Arkitekter. Han fortæller, hvordan elevernes sociale udvikling er en central del af Skolen i Sydhavnen. ”Det sociale rum er et centralt element på Skolen i Sydhavnen. Udgangspunktet er en forståelse af skolen som et møde mellem læring og social udvikling. Det sociale rum er både de store fællesskaber, det personlige møde og alt derimellem. Der skal både være plads til det store fællesmøde, fællesarrangementet for selve årgangen, klasseundervisningen, gruppearbejdet - helt ned til den brainstorm, der finder sted i vindueskarmen blandt to klassekammerater.”

Officiel indvielse 4. september
Der er officiel indvielse af Skolen i Sydhavnen fredag d. 4. september klokken 12. Skoleleder Morten Biering byder velkommen, og derudover er der taler ved Overborgmester Frank Jensen (A), Børne- og ungdomsborgmester Pia Allerslev (V) og partner Lars B. Lindeberg fra JJW Arkitekter.    


FAKTA – Skolen i Sydhavnen
Projekt: Nybyggeri – Folkeskole
Sted: Støberigade 1, 2450 København SV
Bygherre: Københavns Kommune, Børne- & Ungdomsforvaltningen
År: 2006 - 2015
Areal: 9.500 m²
Arkitekt: JJW Arkitekter (Totalrådgiver)
Ingeniør: NIRAS
Landskab: JJW Landskab / PK3 Landskab
Idrætskonsulenter: Keinicke & Overgaard Arkitekter
Storentreprenører: B. Nygaard Sørensen A/S, Lindpro, Jakon A/S og G.V.L. Entreprise A/S
Byggeledelse: Arkitektfirmaet Friis Andersen
Kunstnerisk udsmykning: Peter Holst Henckel

Foto: Torben Eskerod (01 – 04) / Luftfoto 05 JJW Arkitekter

Kontakter


Pia Allerslev (V) / Pressekontakt: Pernille Helledie Isaksen

Børne - og ungdomsborgmester
Københavns Kommune / Børne- og ungdomsforvaltningen
z67i@********* Vis...
26 77****** Vis...

Morten Biering

Skoleleder
Skolen i Sydhavnen
mobie*********** Vis...
82 32******* Vis...

Emner


JJW Arkitekter Arkitektur