Oplev 'European Golf Resort of the Year 2005'
Pressemeddelelse april 19, 2005 LivsstilEuropas Golf Resort of the Year 2005 byder på golf, kultur og naturoplevelser i verdensklasse. Og til priser, der gør det tilgængeligt for de fleste danske golfentusiaster.
Glen Druids Golf Resort ligger blot 30 minutters kørsel syd for Dublin i Wicklow County, der i folkemunde er kendt som ”The Garden of Ireland” på grund af de naturskønne omgivelser, der byder på både hav og bjerge. Resortet består af de to 18-huls baner Druids Glen og Druids Heath, Druids Glen Marriott Hotel & Country Club, samt klubhuset Woodstock House fra 1770, der også danner rammen om restaurant, bar og konferencefaciliteter.
Slå ud for en plovmand
I højsæsonen, der starter i maj og løber frem til medio oktober, koster green fees 120 euro på Druids Heath og 160 euro på Druids Glen. Spiller man på hverdage og slår ud før kl. 9, er priserne henholdsvis 75 og 105 euro. Og besøger man resortet udenfor højsæsonen, kan det gøres endnu billigere.
- Druids Glen resortet byder ganske enkelt på fantastiske golfoplevelser. Ikke mindst på grund af den smukke natur, der sammen med områdets mange historiske attraktioner i øvrigt også gør det til et spændende rejsemål for andre end golffolket, siger markedschef Sinead Grace fra den irske turistorganisation Tourism Irelands kontor i København.
Titlen som ”Golf Resort of the Year' tildeles efter afstemning blandt de 165 medlemmer i The International Association of Golf Tour Operators ud fra fem kriterier. Henholdsvis kundetilfredshed, kvalitet af baner og indkvartering, ”value for money”, tilgængelighed af tee times, samt den generelle kvalitet af reservation, administration, personale mm.
Druids Glen blev kåret foran andre berømte baner som fx Celtic Manor Resort i Wales, skotske Glen Eagles, Monte Castillo i Spanien, portugisiske Penna Longa Ressort og Irske K Club, der lægger bane til næste års Ryder Cup.
På hjemmesiden www.druidsglen.ie findes detaljeret information om baner, overnatning, booking mv. SAS flyver dagligt, og Aer Lingus to gange ugentligt, direkte til Dublin. Priser og afgange kan findes på www.flysnowflake.com og på www.aerlingus.com.
Kontakter
Emner
Livsstil