PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/opg%C3%B8r-i-uddannelsesbranchen-farvel-til-dinosaurerne-15206

Opgør i uddannelsesbranchen - Farvel til dinosaurerne

Pressemeddelelse februar 24, 2013 Uddannelse

Professor Steen Hildebrandt startede for en uge siden en debat om MBA-uddannelser. Den debat er tiltrængt – for som uddannelserne er skruet sammen i dag, er de et udtryk for en forældet opfattelse af både uddannelsessystemer, virksomheder og topledere. Derfor træder PROBANA hermed ind i i debatten.

Logo til pressemeddelelser

Af: Peter Joensen, Direktør, Probana Business School.

I Danmark har vi brug for en massiv opkvalificering af vores arbejdsstyrke, hvis vi skal klare os i fremtidens globale konkurrence. Det gælder ikke kun for folkene på gulvet, men i endnu højere grad for danske topledere. Der er derfor brug for ambitioner, visioner og kvalitet - langt mere end der er brug for det velkendte og det forsigtige, når det gælder private aktørers udbud af efteruddannelse og MBA-forløb. I løbet af de seneste år har Probana Business School tilbudt efteruddannelse til snart 5000 top- og mellemledere. Den store efterspørgsel dokumenterer med al tydelighed, at der er et stort behov for uddannelse, som det offentlige i dag ikke løfter.

Som privat aktør tilbyder vi en uddannelse, der tager udgangspunkt i erhvervslivets behov i stedet for behovene i det traditionelle akademiske miljø. Det betyder, at vi har skåret ind til benet. Vores uddannelser er optimerede, både når det gælder pensum, økonomi og tidsforbrug. Væk er tanken om teori for teoriens skyld. Væk er tanken om, at du skal sidde på skolebænken hver onsdag aften – for det kan mange erhvervsledere bare ikke få til at passe ind i deres øvrige forpligtelser. Væk er dyre studieture, der nok både er hyggelige og inspirerende, men som i længden har en tvivlsom ROI. I stedet tilbyder vi e-læring, komprimerede tekster og en prispolitik, hvor virksomhedens bundlinje ikke belastes af ledelsens opkvalificering.

Den tankegang skurrer i ørerne på nogle klassiske akademikere, hvor det er oplysningstidens ideal om dannelse, der fylder mere i sammensætningen af et uddannelsesforløb end spørgsmålet om, hvordan det skaber konkret værdi. Det opgør ønsker vi fra Probanas side. I modsætning til mange andre uddannelser tager vi udgangspunkt i, hvad erhvervslivet og vores studerende efterspørger og har behov for – ikke hvad en akademisk tradition pålægger os at tilbyde dem.

I år er Probana begyndt at tilbyde en MBA. Det er, hvad mange dygtige ledere efterspørger som en naturlig overbygning på den Mini-MBA, de allerede har gennemført hos os. Men fordi uddannelsen nu går et niveau op, betyder det ikke, at vi har i sinde at tilbyde præcis samme metode, som de offentlige uddannelsesinstitutioner gør. En metode, som vores studerende jo i første omgang har fravalgt. Det, vi vil tilbyde, er samme høje faglighed som på andre MBA-uddannelser - dog tilpasset til et moderne arbejdsmarked og til et moderne familieliv.

Vi vil gerne tilslutte os advarslen om at købe ”katten i sækken”, når det gælder private MBA-uddannelser. Men vi vil samtidig advare kraftigt mod at købe dinosaurerne. De forhistoriske og uaktuelle måder at gøre tingene på har det med at uddø.

I dag er den danske lovgivning sådan, at det kun er offentlige MBA uddannelser, der kan akkrediteres. Vi samarbejder løbende med udenlandske akkrediteringsbureauer for at løse det problem, men jeg ville foretrække, hvis danske politikere ville komme på banen. Som det er nu, giver lovgivningen en konkurrencefordel til offentlige uddannelsesudbydere i stedet for at lade kvalitet og værdiskabelse for erhvervslivet og de studerende være de afgørende parametre.

Ved at forfordele de offentlige uddannelser sikrer man, at de lukker sig om sig selv og undgår reel udvikling. Og det giver udfordringer med omstilling og manglende ambition. Den store efterspørgsel efter private uddannelsestilbud er netop dokumentation på dette. De offentlige uddannelsesinstitutioner udvikler gode forskere og er akademiske baser, der gør et solidt arbejde med at uddanne Danmarks ungdom. Men de er som hovedregel ikke videre erhvervsrettede - og for mange modne topledere er et ungdommeligt studiemiljø baseret på et massivt tidsforbrug og en overvældende rent akademisk interesse hverken en løsning eller en mulighed.

Det er derfor essentielt, at vi fornyer den måde, vi tænker efteruddannelse og MBA på. Her mener jeg, det er bydende nødvendigt, at private aktører spiller en stor rolle. Ligesom andre dele af den traditionelle offentlige sektor har brug for konkurrence for at forny sig, har uddannelsessystemet det også.

Vores uddannelser er tilrettelagt af dygtige undervisere fra offentlige uddannelsesinstitutioner. Hos os laver de en uddannelse, der ikke står i stampe i 'plejer'. Der tages højde for, at 30 år gamle teorier måske er netop dét: Gamle. De laver en uddannelse, der tager højde for, at en moderne leder i dag ikke kun skal være stærk på strategi – men i lige så høj grad skal have kommunikative og psykologiske værktøjer med i sit daglige arbejde. En indsigt, man først får, når man har prøvet at de stå i de svære situationer som leder – og ikke kun har sin viden fra skolebænken.

Hvert år vælger mange hundrede topledere én af vores uddannelser. Ledere, der ved præcis, hvad vi tilbyder, præcis hvordan vi underviser, og præcis hvilket udbytte de får ud af den tid og de penge, de eller deres virksomhed bruger. De deler nemlig vores syn på, at man ikke først og fremmest skal være traditionel, når det gælder videreuddannelse. Man skal være ambitiøs og visionær.

Læs om PROBANA Business Schools MBA direkte på http://www.probana.com/mba.asp

Emner


Uddannelse