PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/ole-olsen-g%C3%A5r-aldrig-bagud-af-dansen-3309

Ole Olsen går aldrig bagud af dansen

Pressemeddelelse oktober 23, 2006 Kultur

Ny portrætbog kommer tæt på nationalfænomenet Ole Olsen

Det trak forsider i formiddagsbladene, da Anette Heick røg ud af ”Vild med Dans”, mens f.eks. Ole Olsen blev i manegen. For Ole Olsen kan jo slet ikke danse. Til gengæld kan han så meget andet, hvilket man kan forvisse sig om i en ny portrætbog, som udkommer op til Ole Olsens 60-års fødselsdag den 16. november. Bogen hedder ”Licens til at vinde”, for Ole Olsen er en mand, der både har stædigheden og viljen til at blive nummer et.


Hvis man kombinerer viljen med den særlige form for jysk folkelighed, der kendetegner Ole Olsen og nærmest gjorde ham til en landeplage i 1970´erne, får man et meget godt indtryk af manden. I hvert fald på overfladen. I ”Licens til at vinde”, der er skrevet af journalisten Dan Philipsen fra Jyllands-Posten, bliver billedet meget mere nuanceret. Dan Philipsen har i mange år dækket Ole Olsens karriere inden for speedwayorganisationerne, da cyklen blev stillet i garage. Det gjorde ham nysgerrig efter at finde ud af, hvilket menneske Ole Olsen egentlig var.


Ole Olsen indvilgede i at give Dan Philipsen frie hænder til at snakke med hvem som helst i forbindelse med bogen, og resultatet er blevet et nærgående portræt, hvor danskerne for første gang får et indblik i denne på mange måder forkætrede nationalhelt fra barndommen til i dag. Her kan man læse om dengang 12-årige Ole stjal en knallert, om de vilde, unge år i England og Australien, om hustruen Ulla, der opgav sin karriere for at være Ole Olsens kone, om det gyldne øjeblik i 1971, da en totalt ukendt Ole Olsen blev verdensmester i en næsten ukendt sportsgren.


For første gang får vi hele historien om den bitre strid med Hans Nielsen, om Ole Olsens eksperimenter med amfetamin og om den triste nedtur som bilforhandler efter den aktive karriere. Ole Olsen er en mand, der får ufatteligt mange både gode og mindre gode ideer. En af dem vil vi snart høre mere til: en idrætsdome til 400 millioner kroner, som naturligvis skal ligge i Jylland.


Til syvende og sidst er ”Licens til at vinde” både et tidsbillede og et portræt af en mand, der ikke findes mange af herhjemme. Ole Olsen opererer ikke efter janteloven, han har sin egen ”Succesens lov”, som hans sønner også har taget til sig nærmest som en bibel. For den virker, som de siger. Og det billede skal også få lov til at være med, når Ole Olsen nu igen deler vandene denne gang som Klods-Hans på et dansegulv.


Dan Philipsen: ”Licens til at vinde et portræt af Ole Olsen”. 288 sider, rigt illustreret med mange private billeder, 249 kroner. Haase & Søns Forlag. Udkommer 26. oktober og fås hos alle boghandlere.

Kontakter


Michael Haase

Forlagschef
Haase & Søns Forlag
mh@ha****** Vis...
33 14****** Vis...

Emner


Kultur