PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/offentlig-ledelse-p%C3%A5-dagsordenen-17834

Offentlig ledelse på dagsordenen

Pressemeddelelse marts 13, 2014 Uddannelse Offentlig ledelse Efteruddannelse

Før i tiden var mange ledere i offentlige institutioner fagprofessionelle, der som den fremmeste blandt ligemænd antog rollen som leder. Lederens faglige dygtighed var medvirkende til at skabe respekt blandt de faglige kolleger, men medførte samtidig en ’kollegial ledelsesform’, hvor fokus var på selvbestemmelse og selvjustits. Denne ledelsesform er dog i de seneste år kommet under pres fra både politikere, som ønsker strammere styring, og borgere, som i stadigt stigende grad stiller krav til og ønsker indsigt i de offentlige institutioner og den offentlige forvaltning. Det er ikke længere hensigtsmæssigt, at de offentlige institutioner fungerer som små fagbureaukratier, hvor de ansatte mener at vide bedst i forhold til både borgeren og politikeren.

Logo til pressemeddelelser

De seneste reformer, som blandt andet har løst op for ovenstående problematik, har både medført en centralisering og en decentralisering af den offentlige sektor. Igennem de seneste årtier er den offentlige sektor blevet mere fragmenteret, hvilket er kommet til udtryk i mere eller mindre selvstændige offentlige institutioner med hver deres sektor- og institutionsspecifikke mål og rammer for opgaveløsning. Hertil kommer private virksomheder, som den offentlige sektor udliciterer opgaver til. Denne fragmentering besværliggør koordineringen af produktionen af offentlig service på en fornuftig og hensigtsmæssig facon, hvilket igen øger kompleksiteten af opgaveløsningen for de offentlige ledere.

Disse ændringer er ikke nye, men de afledte problematikker er desværre langt fra løste. Offentlige ledere skal i stigende grad tage deres ledelsesopgave alvorligt. Der er behov for, at de får klarlagt og udnyttet deres ledelsesrum til at udvikle en bedre, billigere og mere fleksibel offentlig service ved hjælp af de nyeste informationsteknologier og nye styringsformer.

Denne opgave er ingenlunde let. De offentlige ledere står foran ikke blot ustyrlige borgere, der i stigende grad stiller krav til den offentlige service, men også foran udfordringen ved kontinuerligt at kunne omstille både dem selv og deres medarbejdere til nye strukturer og målsætninger, for på effektiv vis at manøvrere i det offentlige arbejdsliv, der oftere og oftere ændres af reformer.

Der er dog gode tegn på, at mange offentlige ledere er i gang med en udvikling, der stemmer overens med de nye krav. Institutionsledere har Ifølge Karina Sehested tidligere haft deres loyalitet rettet mod fagligheden og deres fagfæller på institutionen. Men nu har lederne styrket deres ledelsesidentitet og deres loyalitet er nu i højere grad knyttet til ledelsesnetværk og til kommunens ledelse. Der er dog lang vej endnu. Et øget fokus på strategisk tænkning, bedre kommunikative evner og generelt bedre styring og ledelse er en nødvendighed for at kunne manøvrere i den i stigende grad komplekse og turbulente offentlige sektor. De offentlige ledere bør fokusere på at opbygge de ledelseskompetencer det kræver, for at kunne vedblive med at skabe offentlige løsninger og produkter i verdensklasse.

Emner


Uddannelse Offentlig ledelse Efteruddannelse