PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/nyt-tilbud-redder-liv-og-bringer-mennesker-tilbage-p%C3%A5-sporet-20220

Nyt tilbud redder liv og bringer mennesker tilbage på sporet

Pressemeddelelse maj 13, 2015

Hvert år dør flere end 200 mennesker af deres stofmisbrug eller af forhold relateret dertil. Et nyt tilbud, støttet af Folketingets satspuljepartier, samler de svageste op, bringer dem ud af den akut livstruende situation og hjælper dem til en frisk begyndelse på tilværelsen

’Jan har fået en ny rytme i forhold til tankerne omkring stoffer. Inden opholdet tænkte han på stoffer før alt andet. ”Nu tænker jeg også på mad, og oplever, at jeg har et mindre misbrug”, siger han. Jan fortæller, at han er blevet bedre til at fastholde det gode og til at sige nej. Han har sin egen bolig, men han sover ved familien, når han er angst. Han er også begyndt i en angstgruppe i Misbrugscentret. Jan fortæller, at han stadig drømmer om at blive stoffri, men det må ske i små skridt’.

Alle, der lever et liv med stoffer, befinder sig i en udsat og potentielt livsfarlig situation. Men for en særlig gruppe af stofmisbrugerne må situationen betegnes som akut livstruet. Et nyt tilbud kaldet Akut Krisecenter for livstruede stofmisbrugere i Munkerup på Nordsjælland er sat i verden med det formål at redde menneskeliv ved at bringe akut livstruede stofmisbrugere ud af den livstruende situation. Tilbuddet er beskrevet i en netop lanceret Best Practice.

Morten Egeskov, Kommunikationschef ved krisecentret, beskriver tilbuddet således:

Krisecentret er en trebenet indsats. I de 12 pilotkommuner er udvalgte medarbejdere ansvarlige for at ’spotte’ livstruede stofmisbrugere. Ved at takke ja til et ophold på krisecentret bringer misbrugeren sig væk fra det farlige miljø og modtager socialfaglig hjælp og evt. medicinsk stabilisering på krisecentret. Slutteligt sikrer et tæt samarbejde mellem krisecentret og den pågældende hjemkommune, at misbrugeren udsluses til en fortsat stabil situation og trygge rammer i form af bolig, indtægt, støttetilbud og evt. behandling, så en ny livstruende situation ikke opstår”.

’Akut livstruet situation’ skal her forstås bredt og ikke alene som risikoen for overdosisdødsfald. Trusler og vold, risiko for selvmord, alvorlige sundhedsmæssige og psykiske problemer og lignende situationer kan ligeledes betragtes som akut livstruende.

I bogen beskrives bl.a. en særlig samarbejdsmodel for samarbejdet mellem krisecentret og de pågældende hjemkommuner. Derudover følger læseren de tre brugere Jørgen, Kim og Jan (fiktive navne), der har været indskrevet på krisecentret, og som beretter om forløbet, og hvordan dette tilbud giver særlige forudsætninger for at stabilisere brugeren og iværksætte en forandringsproces, som så kan videreføres efter udslusning til hjemkommunen.

Foreløbige erfaringer

Mange misbrugere kæmper med en kompleks sammensætning af en række alvorlige sociale problemer af helbredsmæssig, psykisk, økonomisk, erhvervsmæssig o.lign. karakter. Derfor er samarbejdsmodellen designet til at tage hånd om misbrugerens hele situation og ikke stofmisbruget isoleret, og krisecentret rejser sig dermed som et vigtigt supplement til det etablerede behandlingssystem.

Foreløbige erfaringer viser, at krisecentret og den beskrevne samarbejdsmodel er et effektivt værktøj til at ’spotte’ akut livstruede stofmisbrugere, at selve opholdet har succes med at forhindre dødsfald og flytte mennesker fra en livstruet situation til at være modtagelig for hjælp, samt at det efterfølgende tætte samarbejde med hjemkommunerne sikrer fortsat forandring og mindsker risikoen for, at en ny livstruende situation opstår. 

I projektet spiller landets væresteder, gennem De Små Skridts Metode og et ressource- frem for problemfokus, desuden en vigtig rolle. Det er ofte her, akut livstruede misbrugere spottes, og efter endt ophold på krisecentret, melder værestederne sig ligeledes som et trygt frirum, der sætter rammerne for fortsat forandring. 

Den endelige evaluering af partnerskabsprojektet står Rambøll Management Consulting for. Evalueringen forventes færdig i 4. kvartal 2015.

Foreløbigt har 132 personer været indskrevet på Krisecentret.

Akut Krisecenter for livstruede stofmisbrugere er et partnerskabsprojekt mellem behandlingshjemmet Kongens Ø, Landsforeningen af VæreSteder og Fredericia Kommune. I alt 12 kommuner deltager i projektets udviklingsfase. Samarbejdsmodellen bygger på eksisterende tilbud og kan derfor som udgangspunkt implementeres i alle øvrige kommuner.

Den lancerede Best Practice er vedhæftet denne pressemeddelelse. Fysiske eksemplarer kan rekvireres frawww.vaeresteder.dk

Kontakter


Morten Egeskov

Kommunikationschef
Kongens Ø og Akut Krisecenter for livstruede stofmisbrugere
moe@k*********** Vis...
48712*** Vis...