Nyt spotlightsystem med mange anvendelsesmuligheder
Pressemeddelelse september 26, 2007 Hus og HaveLouis Poulsen Lighting lancerer nu et nyt system af spotlights – Transair – i et nyt formsprog udviklet i samarbejde med den kendte, britiske designer Ross Lovegrove.
lelIdeen bag Transair er at skabe en serie af spots velegnet til belysning af kunst i de rene og enkle rum, man ofte finder på museer og gallerier. Spotlights anvendes dog i mange andre former for indretning foruden kunstudstillinger, og ideen var derfor at udvikle en spot, der tillige fungerer i den private sfære.
Ross Lovegrove har stræbt efter at skabe et armatur, der har personlighed, samtidig med at formsproget er diskret og roligt. Transair har et moderne, frisk og sofistikeret design. Et unikt element ved armaturet er den gennemsigtige arm, som synes at forsvinde i rummet og få selve armaturet til at svæve. Selve armen indeholder et kalibreringssystem med en udløser, så installatøren nemt og effektivt kan indstille armaturet præcist.
Ross Lovegrove og Louis Poulsen Lighting har samarbejdet med den japanske virksomhed Yamagiwa om udviklingen af Transair.
Transair er udført i støbt aluminium med arm af klar polykarbonat. Armaturet leveres i farverne lys grå, orange eller hvid. Transair bestykkes med 1x75W lavvolt GY6 35 eller 1x35W HIT CDM-T G12.
Ross Lovegrove er en banebryder inden for industrielt design. Den walisisk fødte designer har med firmaet Studio X i Notting Hill i London formået at gribe mulighederne inden for den digitale teknologi. Ross Lovegrove spænder over mange områder og har arbejdet for mange forskellige kunder, eksempelvis Apple, Issey Miyake, Herman Miller, Airbus og Louis Poulsen Lighting. I 2005 blev han tildelt prisen World Technology Award for sit design. Hans personlige værker har været udstillet på Museum of Modern Art i New York, Pompidoucentret i Paris og Design Museum i London.
Emner
Hus og Have