PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/nyt-selskab-vil-hj%C3%A6lpe-landbruget-med-at-dyrke-gr%C3%B8n-olie-3580

Nyt selskab vil hjælpe landbruget med at dyrke grøn olie

Pressemeddelelse januar 12, 2007 Landbrug og Fiskeri

Det nystiftede andelsselskab Ager Energi vil sætte skub i produktionen af biobrændsler ved forædling af pileflis.

Selskabet Ager Energi AmbA er en ny aktør på det danske marked for træpiller og biobrændsler. Ager Energi tager afsæt i det hidtidige tilbud om kontraktavl af energipil fra firmaet PetaLix.

"Vi har videreudviklet konceptet fra PetaLix, og vil i Ager Energi især fokusere på forædling af pileflisen” udtaler Jens Christian Pedersen. ”På denne måde er andelshaverne med i hele værdikæden lige fra produktion af råvaren over forædling til salg af det færdige produkt."

Specielt produktion af træpiller har stor interesse for Ager Energi. Markedet for træpiller er i løbet af få år blevet en milliardforretning i Danmark, men desværre er det kun en meget begrænset del af træpillerne, der er produceret i Danmark. Jens Christian Pedersen forklarer: ”Grunden til at der ikke produceres flere træpiller i Danmark end tilfældet er, skyldes mangel på råvarer. Træpiller produceres traditionelt af affaldstræ fra savværks- og møbelindustrien. Men konkurrencen fra bl.a. de baltiske lande gør, at disse industrier har vanskelige vilkår i Danmark, hvorfor udbudet af råvarer er begrænset.”

Ideen i Ager Energi er, at andelshaverne dyrker råvaren med det ene formål at presse den til træpiller. På denne måde sikres Ager Energi en stabil tilgang af råvarer - uafhængig af markedsudviklingen i andre brancher.

Ager Energi forventer en markant interesse fra landbruget. "Markedet for biobrændsler står overfor et boom, hvilket i sig selv gør energipil interessant, og der er helt klart store økonomiske perspektiver i dyrkningen", udtaler Jens Christian Pedersen, og fortsætter: "Ager Energi forventer at dyrkning af energipil kan give et resultat på minimum 5.000 kr. pr. hektar. Og da energipil også må dyrkes på udtaget jord, kan avlerne gøre brakken til et aktiv, og dermed udnytte deres "produktionsapparat" optimalt."

"Men den helt store vinder er måske miljøet. Energipil er en vedvarende, CO2-neutral energikilde, som kan dyrkes med reduceret brug af pesticider. Samtidig er pil kendt som en afgrøde, der er i stand til effektivt at begrænse udledningen af skadelige næringsstoffer til vandmiljøet.

Så der er mange gode grunde til dyrke energipil, og kun dårlige undskyldninger for at lade være.", slutter Jens Christian Pedersen.
Bestyrelsen i Ager Energi A.m.b.A. består af følgende:
Advokat Jens H. Elmerkjær, formand
Gårdejer Ole Holst Henriksen, Nørreskovgård, Vordingborg
Gårdejer Niels Jesper Madsen, Buserupgård, Lundby
Direktør Jens Christian Pedersen, PetaLix

Yderligere oplysninger:
Direktør Jens Christian Pedersen, telefon 4826 3957, e-mail [email protected]

Kontakter


Emner


Landbrug og Fiskeri