PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/nyt-navn-til-%C3%B8sterbros-franske-bistroperle-19129

Nyt navn til Østerbros franske bistroperle

Pressemeddelelse oktober 20, 2014 Gourmet Bistro Restaurant Østerbro New name

Nils Lodahl har de seneste par år raffineret og finpudset en traditionel fransk bistrostemning på Blegdamsvej 70, så restauranten nu kan skifte navn til ”Le Petit Gourmet”. Hos den lille gourmet, er det kun navnet og priserne, der er små. Stemningen er stor i slaget og ægte fransk.

Le Petit Gourmet (3)
Nils Lodahl, indehaver af Le Petit Gourmet

I fire år har Nils Lodahl svinget potter og pander i køkkenet på sin restaurant, der nu omsider har fået et navn, der passer til maden og stemningen. Det nye navn er: ”Le Petit Gourmet”, og det dækker over en traditionel fransk bistro. En af den slags restauranter, man drømmer om at finde i sidegaderne i Paris. Alt lige fra musikken i højttalerne til messingskiltene, de rustikke træmøbler og stearinlysene på bordene er originalt. ”Le Petit Gourmet” er nu relanceret som et lille stykke Frankrig på Østerbro.

Hver eneste ret går gennem hænderne på Nils Lodahl selv i bistroen, der har 45 pladser og et herreværelse ved siden af, der ofte bliver brugt til frokostmøder og mindre selskaber. Menuen skifter hver sjette uge. I øjeblikket er der blandt andet oksebavette, canettebryst med druesauce og lammeskank a la provençale i cocotte.

”For mig handler det om smag og atter smag i retterne. Der skal smæk på smagen og noget på tallerkenen. Jeg gør derfor meget ud af at lave fonder og saucer i den klassiske forstand. Fra grundfonden til den færdigindkogte glace. Det er en proces, der tage flere dage, før det færdige resultat viser sig. Det er i sagens natur et kostbart og tidskrævende slutresultat, og mange restauranter springer da også denne proces over, men jeg kan ikke lade være, da det for mig er alfa og omega”, siger Nils Lodahl.

Lodahl er pæredansk, men han taler fransk og har en fortid i franske køkkener i både Washington, Paris og København, og han har arbejdet sammen med mange kokke fra Frankrig. Han har også været køkkenchef på den kendte franske restaurant Le Sommelier i Bredgade. Tidligt i karrieren var han i USA, hvor han var kok hos Victor Borge.

”Le Petit Gourmet” hed tidligere ”Blegdammens stjerne”. Han har ændret stedet gennem årene, som han i øvrigt har ejet siden 2010. I dag er den gennemsyret fransk - inklusive spritny facademaling og skilte. For Lodahl hængte det gamle navn sammen med, at bygningen i gamle dage husede et værtshus.

Yderligere informationer og fotos:

Nils Lodahl, tlf.: 3524 9017

Hjemmeside: www.lepetitgourmet.dk

Kontakter


Emner


Gourmet Bistro Restaurant Østerbro New name