Nyt bygningsreglement baner vej for indeklimastyring
Pressemeddelelse februar 2, 2006 Hus og HaveNye tættere huse kan få problemer med indeklimaet. Derfor kan det blive nødvendigt at investere i anlæg til indeklimastyring, også i privatboliger. Det koster mindre end et nyt køkken.
Men et supertæt og topisoleret hus er ikke nødvendigvis et problemfrit hus, påpeger brancheforeningen Dansk Ventilation, der sammenslutter de danske virksomheder, der udvikler og producerer teknik og teknologi til forbedring af indeklima.
- Populært sagt skal et hus kunne ånde. Luften i rummene og også i alle de hulrum, vi ikke ser, skal hele tiden fornyes. Ellers bliver det ubehageligt eller direkte sundhedsskadeligt for mennesker at opholde sig i huset, og der opstår grobund for skimmelsvampe og andet, som ødelægger huset, siger formanden for Dansk ventilation, direktør Dan Stjernegaard.
Det ny bygningsreglement påbyder, at luftudskiftningen i nye huse også fremover skal være 0,5 gang per time. Til gengæld skærpes reglerne for luftskiftet gennem utætheder i huset. Sagt med andre ord, bliver husene tættere, men luften i dem skal stadig fornyes i et omfang, der sikrer, at mennesker ikke bliver syge af at opholde sig i dem.
- De nye regler betyder, at det vil blive nødvendigt at installere indeklimastyring i langt flere privatboliger og erhvervsbyggerier, fordi der bliver færre naturlige utætheder, som sørger for luftudskiftningen, siger Dan Stjernegaard.
- I større erhvervsbyggerier herhjemme indgår der næsten altid en eller anden form for indeklimastyring, men endnu er det ret ualmindeligt, at der bygges indeklimastyring ind i private boliger. Den praksis vil uden tvivl blive ændret i de nærmeste år, fordi det bliver svært at opfylde kravene i det ny bygningsreglement uden at tage moderne teknik og teknologi til hjælp, og også fordi boligejerne vil blive mere bevidste om den betydning, et godt indeklima har for velværet og sundheden, vurderer Dan Stjernegaard.
Medlemsvirksomhederne i Dansk Ventilation har i de senere år investeret stadigt mere i udvikling af produkter, som direkte sigter mod at forbedre indeklimaet i private boliger. Det gælder både løsninger til nybyggeri og til eksisterende enfamiliehuse og lejligheder.
- Det kan undre, at danskerne har været så henholdende med at undersøge mulighederne for aktivt at skabe et gode indeklima i boligerne. Det kan i hvert fald ikke være prisen, der afskrækker, for en komplet og i sidste ende energisparende løsning til et typisk enfamiliehus på 130-140 kvadratmeter koster fra 60.000 til 90.000 kroner, og det er jo langt mindre, end hvad en typisk udskiftning af et ikke tidssvarende køkken eller badeværelse koster. Varmegenindvinding indgår altid som en del af løsningen, og derfor er det en fornuftig forretning for boligejeren at investere i indeklimastyring, siger Dan Stjernegaard.
For at være i trit med udviklingen arbejder Dansk Ventilation netop nu på at indføre en positivliste for klimastyringsanlæg på det danske marked. Med positivlisten i hånden kan forbrugerne umiddelbart orientere sig om effektiviteten og de energimæssige egenskaber, de forskellige indeklimaløsninger byder på.
Flere informationer om indeklimastyring på www.danskventilation.dk og Erik Kelvin, Danvak A/S, telefon 36 36 90 60.
Kontakt Dan Stjernegaard på 73 23 23 23 eller [email protected]
Billedtekster:
Et af de store og kostbare problemer i boliger med dårligt indeklima er skimmelsvampe. (Foto: Teknologisk Institut)
En komplet og i sidste ende energisparende installation af teknik og teknologi til indeklimastyring i et typisk enfamiliehus på 130-140 kvadratmeter koster fra 60.000 til 90.000 kroner. Og det er jo et beskedent beløb i forhold til, hvad vi ellers investerer i at bo godt. (Foto: Teknologisk Institut).
Kontakter
Dan Stjernegaard
Dansk Ventilation✉ ds@li******* Vis...
☎ 73 23****** Vis...
http://www.danskventilation.dk
Emner
Hus og Have